En bustur gik mandag eftermiddag voldsomt for sig, da en 21-årig kvinde fra Hvidovre blev slået i hovedet af en medpassager.
Slaget var så hårdt, at kvinden efterfølgende måtte på skadestuen.
Det skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
Klokken var cirka 15.30, da kvinden steg på 1A i Hellerup og satte sig ned på et tilfældigt sæde. Bag hende sad en mand, som fortalte hende, at hun ikke skulle sætte sig foran ham.
Herefter slog han hende i hovedet.
Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde gerningsmanden. Han beskrives som dansk af udseende, 40-45 år og kraftig af bygning med sort hår. Han var iført mørkt tøj, slidte blå Crocs-sko og en kasket med noget rødt på. Desuden havde han skæve tænder og lugtede.
Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.