En 34-årig kvinde fik mandag afbrudt sin solbadning på ubehagelig vis, da hun blev overfaldet af en 47-årig mand.
Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Hændelsen fandt sted klokken 18.48 på Tangkrogen i Aarhus. Her lå den 34-årige kvinde og nød solen, da hun lagde mærke til, at der sad en mand i nærheden og stirrede på hende.
Kvinden syntes, det var ubehageligt, og flyttede sig derfor et andet sted hen.
Men den uønskede opmærksomhed fra manden stoppede ikke der. Kort efter kom manden nemlig hen til hende, kiggede på hende og sagde 'dit svin'.
Slag i ansigtet
Ifølge Østjyllands Politi bad kvinden den 47-årige mand om at stoppe med at kigge på hende og om at gå sin vej.
Det fik ham til at træde helt tæt på kvinden, hvorefter han slog hende adskillige gange i ansigtet.
Hun forsøgte at forsvare sig selv mod slagene, indtil et vidne kom til undsætning og fik fjernet manden, som forlod stedet.
Mens et hold betjente talte med kvinden og vidnet, meldte en anden patrulje, at de havde fået fat i gerningsmanden, som de anholdt og sigtede.