En 55-årig mand er onsdag morgen blevet ramt af flere skud under det, som Københavns Vestegns Politi betegner som et drabsforsøg.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Episoden fandt sted i et rækkehuskvarter på Kornmarken i Bagsværd. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var manden ude at lufte sin hund.
Politiet fik anmeldelsen klokken 6.31.
Siden har et større område været spærret af, og politiet indledte en række undersøgelser ved gerningsstedet og eftersøgninger i området.
To personer – formentlig mænd – i sort tøj er set løbe væk efter skuddene, oplyser politiet.
- Vi efterforsker hændelsen som forsøg på manddrab, og vi er stadig i en indledende fase med at indsamle alle spor og informationer – og derfor hører vi stadig meget gerne fra vidner, som har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer i området før, under og efter kl. 6.30, siger vicepolitiinspektør Carsten Lansner, Københavns Vestegns Politi.
Vicepolitiinspektøren tilføjer, at episoden virker målrettet, men at det er for tidligt at drage konklusioner om motiver og årsager bag hændelsen – herunder også om eventuelle banderelationer. Alt det skal den videre efterforskning kaste lys over.
Mandens pårørende er blevet underrettet.
Ekstra Bladet har talt med flere beboere i kvarteret. De fortæller samstemmende, at der er tale om et roligt kvarter med mange familier og ældre, hvor der sjældent er ballade.
- Jeg vågnede klokken halv syv. Det var skuddet. Først troede jeg, at det var min nabo, der havde indbrud igen. Men så så jeg alle de blå blink og tænkte 'tak skal du have', siger en genbo, der bor i en af de tre længer med rækkehuse.
Samme nabo fortæller også om et godt sammenhold blandt beboerne, hvor alle kender alle.
Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at han har set i hvert fald et patronhylster, som politiet har fundet på vejen.