En 33-årig mand fra Randers er onsdag formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for voldtægt.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Ifølge politiet blev voldtægten begået mod en 32-årig kvinde søndag aften på en privatadresse i Grenaa.
Ifølge politiet begik manden voldtægten 'ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand' hos kvinden.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Østjyllands Politi, som oplyser, at man på grund af lukkede døre til grundlovsforhøret ikke har yderligere oplysninger i sagen.
Den 33-årige mand blev ved grundlovsforhøret fængslet i fire uger. Han kærede ikke fængslingen.