Ved du noget om sagen? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)
En cirka 20-årig, slank mand løb fra gerningsstedet, efter en 29-årig mand var blevet skudt på Koralvej i Sønderborg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, som efterlyser informationer om den unge mand, der var iført en lys t-shirt og en lyseblå bøllehat. Derudover beskrives han som værende omkring 180 centimeter og mørk i huden.
- Syd- og Sønderjyllands Politi har fortsat ingen anholdte i sagen, men søger en mistænkt person, skriver politiet og tilføjer, at der umiddelbart ikke er noget, der tyder på, at episoden er banderelateret.
- Efter politiets opfattelse er der tale om en intern konflikt mellem to personer, lyder det videre.
Mand ramt af skud - politiet eftersøger mistænkt
Politiet fik anmeldelsen klokken 14.47, hvor en beboer fra området allerede var i røret hos alarmcentralen for at anmelde uro. Under samtalen lød der pludselig skud.
- Vi hørte tre meget høje skud og en masse råb, mens vi har i haven, fortæller en kvinde, der bor cirka 100 meter fra gerningsstedet. Kvinden ønsker at være anonym, men Ekstra Bladet kender hendes identitet.
En anden fortæller, hvordan han så den 29-årige ligge på jorden, efter han var blevet skudt.
Efterfølgende blev området afspærret, men den er ophævet i dag. Politiet er dog endnu ikke færdige med deres undersøgelser. Den 29-årige mand meldes uden for livsfare.
Har man oplysninger til sagen, kan politiet kontaktes på 114.