Mand stukket ned under gruppeoverfald

En gruppe af mænd overfaldt to personer i Kisumparken i Brøndby Strand sent fredag aften. Den ene blev stukket med kniv

Politiet rykkede sent fredag aften ud til anmeldelser om et overfald på to yngre mænd i Kisumparken i Brøndby Strand.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Peter Grønbek til Ekstra Bladet.

- Vi får anmeldelsen og sender flere patruljer. Der er to yngre, polske mænd som er blevet overfaldet, siger Peter Grønbek.

- Den ene er ramt af knivstik, fortsætter han og tilføjer, at han ikke er klar over, om den anden mand er ramt.

Ifølge vagtchefen var det en gruppe af personer med anden etnisk herkomst end dansk, som skulle have overfaldet de to mænd.

- Vi kender ikke motivet endnu, og der er ingen anholdt, siger Peter Grønbek.