Mand tævet og afpresset: To mistænkte anholdt i Satudarah-hus

Yderligere to rockere anholdt i sag om grov vold og afpresning i form af 'udmeldelsesgebyr'

Yderligere to Satudarah-folk er anholdt i en sag om grov vold og afpresning. Foto: Tariq Mikkel Khan
Yderligere to Satudarah-folk er anholdt i en sag om grov vold og afpresning. Foto: Tariq Mikkel Khan

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Onsdag aften var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi synligt til stede ved et nyt rockertilholdssted i Finlandsgade i Haslev.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet det pågældende hus, som før har været hjemsted for klubberne Bandidos og Gremium.

Her blev to mænd anholdt, som har været efterlyst i forbindelse med en alvorlig voldsepisode fra i mandags, hvor en 24-årig mand fra Nykøbing blev overfaldet og udsat for adskillige slag og spark, så han pådrog sig skader mange steder på kroppen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Finlandsgade i Haslev. Dette hus har været klubhus for rockergruppen Gremium, Bandidos og nu Satudarah. Gennem årene er huset både blevet beskudt, forsøgt brændt ned. Foto: Per Rasmussen
Finlandsgade i Haslev. Dette hus har været klubhus for rockergruppen Gremium, Bandidos og nu Satudarah. Gennem årene er huset både blevet beskudt, forsøgt brændt ned. Foto: Per Rasmussen
 

De to anholdte, der har tilknytning til rockergruppen, er sigtet for grov vold og trusler mod vidner, og de fremstilles senere torsdag i grundlovsforhør.

- Vi er meget tilfredse med de seneste anholdelser, der med al tydelighed viser, at man ikke bare kan skjule sig for politiet i et rocker-klubhus, når man som i tilfældet her er efterlyst til en grov voldssag, siger politiinspektør Kim Kliver.

Da det fortsat ikke kan udelukkes, at der er medgerningsmænd på fri fod, vil der blive anmodet om, at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre.

De to første anholdte i sagen blev fremstillet onsdag i Retten i Nykøbing Falster. Også her blev der begæret lukkede døre, hvilket dommeren imødekom. Sigtelserne mod de pågældende nåede dog at blive læst op, inden pressen blev sendt ud af lokalet.

Heraf fremgik det, at offeret i sagen ud over en brækket næse og skader på øje, arme og ben var blevet udsat for afpresning i form af et krav om 50.000 kroner i såkaldt 'udmeldelsesgebyr'.