Det må have løbet en litauisk mand det koldt ned ad ryggen, da han 9. juli blev stoppet af tysk politi lige syd for grænsen.
I varerummet på hans bil var 15 stjålne cykler gemt af vejen, men det var langtfra de eneste cykler, manden havde nappet.
Det mener Retten i Sønderborg, der onsdag udviste den 52-årige mand fra Danmark for omfattende hæleri af cykler og for overtrædelse af et tidligere indrejseforbud.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Mærkevarecykler
Sagen fra Tyskland blev overgivet til dansk politi, så snart det stod klart, at cyklerne var stjålet i Danmark.
Efterforskningen har vist, at en række af cyklerne var blevet stjålet i Aarhus og Aalborg tidligere samme måned.
Som et led i det dansk-tyske politisamarbejde har tysk politi en fast politikreds, det kontakter – uanset hvor i Danmark forbrydelsen er sket. Derfor blev manden altså dømt i Sønderjylland og ikke i eksempelvis Aarhus, hvor forbrydelsen fandt sted.
Flere af cyklerne var ifølge politiet 'mærkevarecykler', og den samlede værdi af tyvekosterne er opgjort til 73.300 kroner.
Den 52-årige litauer var i forvejen idømt et seks år langt indrejseforbud gældende fra august 2016. Han nægtede at udtale sig i retten, men modtog dommen.