Mandlig ansat i institution varetægtsfængslet efter overgreb mod børn

En 49-årig mand er ved Retten i Glostrup fredag varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med en pædofilisag, der har rystet SFO'en Stjenehuset i Taastrup. Han nægter sig skyldig

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

Hvis du har oplysninger om sagen, så kontakt Ekstra Bladets journalist her.

En 49-årige mand, der var ansat i SFO'en Stjernehuset i Taastrup, blev fredag formiddag anholdt for overgreb mod børn, som han var ansat til at passe på.

Nu er manden varetægtsfængslet i sagen, der har sendt chokbølger gennem institutionen i Taastrup.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Manden er ifølge anklageskriftet sigtet for to forhold. Den mest alvorlige sigtelse er for voldtægt med hensyn til andet seksuelle forhold end samleje efter straffelovens §225 jf. §216 stk. 2.

Sigtelsen omhandler to konkrete tilfælde mod en pige født i 2016 og en dreng født i 2017, har Ekstra Bladet fået oplyst.

Det skal dog bemærkes, at manden ikke har voldtaget børnene, selvom det fremgår af sigtelsen, men når sagen handler om børn under 12 år, vil det automatisk ifølge straffeloven blive vurderet som voldtægt.

Hvis manden bliver dømt efter straffelovens §216 stk. 2 kan han få op til 12 års fængsel.

Flere børn
Den 49-årige mand er også sigtet efter den mildere §232, der omhandler blufærdighedskrænkelse. Det kan give op til fire års fængsel, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år.

Ekstra Bladet erfarer, at sagen handler om flere end de to børn, han er blevet sigtet og varetægtsfængslet for at have misbrugt seksuelt.

Politiet efterforsker fortsat sagens omfang, men ordensmagten havde nok materiale til allerede nu at sigte manden i de to konkrete tilfælde begået mod pigen født i 2016 og drengen født i 2017.

Ekstra Bladet skrev tidligere, at sagen omhandlede minimum tre børn, men det tal er vokset til at omhandle flere børn end de tre, fortæller kilder tæt på sagen til Ekstra Bladet.

Varetægtsfængslingen skete efter grundlovsforhøret fredag klokken 10.00, der foregik for lukkede døre.

Manden nægter sig skyldig og har kæret kendelsen til landsretten.