Marias mor: 'En grusom forbrydelse'

Maria From Jakobsens pårørende er tilfredse med dommen

Maria From Jakobsen var elsket af mange. Det vidnede fremmødet i Retten i Hillerød om. På grund af Thomas Gotthard har to børn nu mistet deres mor. Privatfoto
Maria From Jakobsen var elsket af mange. Det vidnede fremmødet i Retten i Hillerød om. På grund af Thomas Gotthard har to børn nu mistet deres mor. Privatfoto

Nærmest forstenet sad Maria From Jakobsens familie og venner på tilhørerpladserne i Retten i Hillerød og lyttede, mens anklageren tirsdag eftermiddag læste Thomas Gotthards forklaring op.

Med forfærdelige detaljer om, hvordan han myrdede, gemte, opløste, parterede, brændte og begravede sin hustru.

– Vi er blevet udsat for en grusom forbrydelse, sagde Maria From Jakobsens mor efter dommen til Ekstra Bladet.

Thomas Gotthard som han så ud, da han blev anholdt. Den ellers glatbarberede præst anlagde fuldskæg efter mordet på sin hustru - mens han forsøgte at lægge et røgslør ud, der skulle få alle til at tro, at hun var forsvundet frivilligt. Politifoto

Efter en lang dag – og et langt forløb i det hele taget – udtrykte hun trods alt lettelse over, at hendes datters morder fik de 15 års fængsel, som anklageren havde krævet. Og at der nu kan sættes et foreløbigt punktum.

– Jeg føler, straffen står mål med forbrydelsen, sagde hun.

Samme følelse havde flere andre familiemedlemmer.

Et dejligt menneske
Ud over sine forældre og to børn efterlader Maria From Jakobsen sig i sin nærmeste familie også to søstre.

– Jeg vil huske hende som glad, positiv og intelligent. Et dejligt menneske, lød det fra Mette From Jakobsen.

Sammen med sin mand, Niels From, har hun stået for en indsamling på mariafromjakobsen.dk, som familien har sat i gang for at sikre Maria From Jakobsens to børn økonomisk. Mange har bidraget.

– Pengene er faldet på et tørt sted, og vi er vældig taknemmelige for alle bidrag, der er kommet, eller som måtte komme, siger Niels From.

– Børnene er heldigvis stærke, men de er også sårbare, og der er mange ting, som skal bearbejdes.

Marias mor: 'En grusom forbrydelse'

Få et overblik over sagens forløb her.

Thomas Gotthard benægtede i syv måneder, at han havde noget med sin hustrus forsvinden at gøre. I juni vendte han pludselig på en tallerken, tilstod sin forbrydelse og ledte politiet på sporet af Maria From Jakobsens jordiske rester i Sundbylille.

I retten undskyldte han før dommen sine ugerninger.

Hans forsvarer, Jesper Storm Thygesen, havde i modsætning til anklageren argumenteret for en dom på maksimalt 13 års fængsel. De udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af strafudmålingen.

Forsvarer Jesper Storm Thygesen ankommer til retten. Foto: Flindt Pedersen
Forsvarer Jesper Storm Thygesen ankommer til retten. Foto: Flindt Pedersen