Massevis af anholdelser foran Christiania

65 personer er sigtet for at sælge hash foran Christiania den seneste uge

Christiania lukkede ned 14. januar og alle større indgange bliver barrikaderet.

Forsamlingsforbuddet på Christiania, der resulterede i, at christianitterne i sidste uge blokerede indgangene til fristaden, har fået hash-sælgerne til at indtage gaderne i området.

En udvikling, som Københavns Politi i forbindelse med forlængelsen af forsamlingsforbuddet sagde, at de var meget opmærksomme på, og det har nu resulteret i, at 65 personer den seneste uge er sigtet for at sælge hash foran Christiania.

I samme periode er flere end 100 kunder sigtet for at købe hash, skriver TV2 Lorry.

'Vi har øget vores tilstedeværelse i områderne og får gode tips fra borgere, og på den baggrund har vi alene den seneste uge sigtet 65 personer for salg af hash', skriver politiinspektør Tommy Laursen i en mail til mediet.

Det er ikke kun personer fra det organiserede kriminelle miljø, der nu er sigtet for at sælge hash. Flere mere eller mindre tilfældige personer har ifølge politiet forsøgt at tjene penge på hash-salg i forbindelse med forsamlingsforbuddet.

De fleste såkaldte 'lykkeriddere', som politiet kalder dem, havde dog ikke heldet med dem, idet mange af dem er blevet anholdt og sigtet.

Samtidig er der slået hårdt ned på hashkunderne. Over 100 personer er sigtet for besiddelse af hash. Desuden har politiet konfiskeret 155.000 kroner.

En hashmængde på mindre end 10 gram anses for eget forbrug og udløser en bøde. Personer, der er taget med en mængde på mere end 10 gram, anses for at ville købe det til videresalg, og disse personer risikerer flere års fængselsstraf.

Krimi Barrikaderer Christiania

Krimi Forlænger opholdsforbud på Christiania