Medie: Toprocker var mål for eksplosion

Eksplosionen sårede onsdag morgen flere beboere i boligblok i svensk by

Så sent som mandag blev Sverige udsat for eksplosioner - her i Stockholm. Video: Aftonbladet.

En toprocker fra den kriminelle rockergruppering No Surrender var angiveligt målet for morgenens voldsomme eksplosion i en boligblok i Hageby, der er en forstad til Norrköping.

Det skriver Aftonbladet.

Ifølge det svenske medie var eksplosionen særligt rettet mod en enkelt lejlighed i boligblokken, hvor den højtstående rocker bor.

Bomben blev detoneret i bygningens trappeopgang i de tidlige morgentimer, mens flere af husets beboere var i færd med at starte dagen.

- Jeg sad i mit køkken, da der pludselig lød et stort brag og så regnede det med glas, fortæller en beboer til mediet.

I forbindelse med eksplosionen blev flere beboere lettere skadet. Alle i bygningen måtte i samme forbindelse evakueres.

- Det var en kraftig eksplosion. Flere vinduer i opgangen er smadret, siger Lennart Ågren, der er leder i redningstjenesten til mediet.

Foto: Magnus Andersson/TT/Ritzau Scanpix
Foto: Magnus Andersson/TT/Ritzau Scanpix

Bombeangrebet mod det ledende medlem er det seneste ud af en række voldelige episoder rettet mod rockergrupperingen i Sverige.

I december sidste år blev en natklub i Norrköping omdrejsningspunktet for et voldsomt dobbeldrab på to mænd.

Her åbnede gerningsmænd ild fra automatvåben mod mændene, der blev dræbt på stedet. Den ene havde tilknytning til No Surrender.

Dobbeltdrabet skete seks måneder efter en voldsom eksplosion rystede en femetagers bygning i byen Linköping. Eksplosionen var en af de kraftigste i Sverige i 20 år og byens universitetshospital måtte aktivere deres katastrofeberedskab for at behandle de 25 personer, som blev skadet af bomben.

Også her var medlemmer af rockerklubben et formodet mål.

Politiet ønsker ikke at kommentere mediets oplysninger.

- Vi taler ikke om motiver lige nu - det er noget vi arbejder med parallelt og kan kommentere på et senere tidspunk, siger Björn Öberg, der er pressetalsmand for politiet i ôstergotland. 

Ifølge sveriges kriminalpræventive råd skete der 257 eksplosioner i landet sidste år. I 2018 var antallet 162.

Rockergrupperingen No Surrender har også været tilstede i det danske bande-billede. I september 2015 etablerede klubben en afdeling i Danmark, men allerede i 2018 blev den nedlagt igen.