Medier: Dansker anholdt i Thailand med 1,6 kilo heroin

En dansk statsborger er blevet anholdt i lufthavnen i Phuket med 1,6 kilo heroin skjult om maven, skriver flere thailandske medier

En dansker er anholdt i Thailand - mistænkt for heroinsmugling. Her bliver præsenteret for pressen onsdag morgen (Foto: Phuket Airport)
En dansker er anholdt i Thailand - mistænkt for heroinsmugling. Her bliver præsenteret for pressen onsdag morgen (Foto: Phuket Airport)

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)

En dansk mand er blevet anholdt i lufthavnen i det thailandske ferieparadis Phuket tidligt onsdag morgen.

Det skriver flere lokale thailandske medier.

Den anholdte skulle angiveligt være en 46-årig dansker, der vækkede mistanke i lufthavnen, da han var tydeligt nervøs.

Da han blev kropsvisiteret fandt man et bælte med 1,6 kilo heroin, der har en lokal markedspris i Thailand på over en halv million kroner.

- Han var tydeligt nervøs, så tolderne valgte at undersøge ham yderligere. Manden havde ikke nogen bagage kun en håndtaske, siger en polititalsmand til at lokalt medie.

Undersøger hans baggrund
Ifølge et lokalt medie ankom den danske statsborger til Phuket den 9. december, hvor han havde fået et 30 dages visum.

Politiet er nu gået i gang med at undersøge den danske mands baggrund.

- Han siger, at han har boet i Patong (en populær destination på Phukets vestkyst, red.), men indtil videre har vi ikke fundet hans navn skrevet på nogle hoteller i dette område, siger den lokale polititalsmand.

UM bekræfter
Ekstra Bladet har været i kontakt med Udenrigsministeriets Borgerservice, der bekræfter, at en dansk statsborger er tilbageholdt i Thailand, og at de udøver konsulær bistand via den danske ambassade i Thailand.

Derudover har Udenrigsministeriets Borgerservice ikke yderligere kommentarer, da de har tavshedspligt i personsager.

Betjent: Dansker erkender smugling
Den 46-årige mand dansker erkender følge et lokalt medier at have forsøgt at smugle heroin ud af landet.

- Manden har erkendt, at han tapede heroin rundt om livet med det formål at smugle det hjem til sit hjemland, siger en thailandsk specialefterforsker.

Strafferammen for en forbrydelse af denne kaliber er mellem 10 års fængsel og op til dødsstraf.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra det lokale politi. Det har indtil videre været uden resultat.