Nordjyllands Politi vil i aften ca. klokken 20 afholde doorstep med status på efterforskningen i sagen om den forsvundne Mia Skadhauge Stevn.
Det har politiet netop meldt ud i en pressemeddelelse.
Den unge kvinde forsvandt efter en bytur søndag morgen, da hun satte sig ind i en sort bil klokken 6.09.
Onsdag blev to mænd anholdt. Torsdag blev den ene af de to fængslet, mens den anden blev løsladt. Den afgørelse kærede anklageren.
Mændene er bedste venner og har kendt hinanden siden barnsben.
Politiet formoder, at den 22-årige sygeplejeelev er blevet dræbt, men man har endnu ikke fundet kvinden. Torsdag intensiverede politiet de tekniske undersøgelser af de to sigtede mænds bopæle i hhv. Flauenskjold og Østervrå.
- Vi arbejder med flere spor i efterforskningen. Vi indsamler fortsat overvågning og kigger det igennem, og så forsøger vi særligt at kortlægge de to anholdtes færden.
- Både før, under og efter Mias forsvinden. Det er en tung proces, men det kaster spor af sig, som vi forfølger meget konsekvent for at finde Mia.
- Vi skal have fundet hende, sagde efterforskningsleder Frank Olsen i et interview med Ekstra Bladet tidligere i dag.