Milde domme i gruppe-voldtægt: Løj asyl-ansøgere sig meget yngre?

Svensk landsret frifinder dreng, fordi han var for ung. Men i Tyskland afsonede han en dom som 17-årig, og han havde fem identiteter fra 14 til 33 år

På udsigtsbakken Fåfängen i Stockholm boede asylansøgerne i en teltlejr, hvor en 23-årig kvinde blev gruppevoldtaget den 9. september.
På udsigtsbakken Fåfängen i Stockholm boede asylansøgerne i en teltlejr, hvor en 23-årig kvinde blev gruppevoldtaget den 9. september.

I timevis blev en 23-årig svensk kvinde brutalt voldtaget af en gruppe nordafrikanske 'gadebørn', der levede som asylansøgere i en teltlejr på udsigtspladsen 'Fåfängen' på Södermalm i Stockholm.

De overdængede den 23-årige med knytnæveslag, rev tøjet af hende og tog kvælertag, mens de skiftedes til at voldtage hende. Den 23-årige var sikker på, at hun skulle dø.

Nu har den svenske landsret idømt to af voldtægtsforbryderne milde straffe på seks og ni måneders anbringelse på en lukket ungdomsinstitution.

En tredje blev frifundet - alene fordi landsretten ikke er sikker på, at han var fyldt 15 år på gerningstidspunktet og dermed var over den kriminelle lavalder, oplyser Expressen. I byretten blev han bedømt til at være over 15 år og blev også idømt seks måneders anbringelse.

En fjerde deltager i gruppe-voldtægten er ikke identificeret, men politiet har hans dna-profil.

Dømt som børn
Den svenske landsret dømte voldtægtsforbryderne som børn, fordi retten skønner, at de nok var under 18 år gamle. Hvis de var blevet dømt som voksne, var dommene blevet på mindst fire års fængsel.

Men rettens afgørelse er stærkt omdiskuteret i Sverige, fordi nordafrikanerne, der formentlig er fra Marokko eller Algeriet, sandsynligvis har løjet sig yngre end de er.

I Sverige bruger myndighederne nemlig ikke - som i Danmark - retsmedicinere og tandlæger til at vurdere asylansøgeres alder, hvis der er tvivl om den.

Men den svenske regering ønsker nu at indføre lægelig alders-bedømmelse af de mange uledsagede flygtningebørn og migranter, der kommer til Sverige. Et lovforslag blev fremsat i november.

Havde fem identiteter
Expressen har med fakta fra politiets forundersøgelses-protokol og den svenske socialtjeneste påvist, at der er stor tvivl om voldtægtsforbrydernes aldre og identiteter.

Den frifundne er kendt af tysk politi med fingeraftryk som en 17-årig fra Algeriet, der tidligere har afsonet en måneds fængsel for grov vold, og som nu er efterlyst fra Tyskland til afsoning af en tyveri-dom og for narkotika.

I Tyskland har han brugt fem forskellige identiteter med aldre fra 14 til 33 år.

Da han søgte asyl i Sverige i marts 2015 opgav han at være født i april 2000. I så fald var han fyldt 15 år, da han begik voldtægten, men under retssagen hævdede han, at han var født 24. december 2000 og dermed var han pludseligt under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet.

Landsretten turde ikke forkaste hans forklaring, og derfor blev han frifundet.

- Jeg er kun 13
Der er også stor tvivl om de to dømtes aldre og identiteter.

Den ene, som slap med seks måneder på en ungdomsinstitution, har oplyst til det svenske Migrationsverket, at han er 13 år gammel.

Men hans fingeraftryk har identificeret ham som en 19-årig marokkaner, der er kendt i Norge for narkotika, trusler og tyverier. Norge har efterlyst ham med henblik på, at han skal nægtes indrejse i Schengen-landene.

Han er også kendt i Tyskland under den alternative identitet, hvor han i efteråret 2014 sad varetægtsfængslet i tre måneder for vold og senere fik en dom på et års betinget fængsel.

I Tyskland blev han aldersbestemt med undersøgelse af tænder og røngten af hænderne, og eksperterne bedømte ham til at være 19 år.

17 år og fra Marokko?
Den anden dømte, som var den mest brutale af voldtægtsforbryderne og derfor fik ni måneders anbringelse på en institution, har oplyst til de svenske sociale myndigheder, at han er 17 år og fra Marokko.

Hans fingeraftryk er kendt i Tyskland som en 16-årig, der er efterlyst for grov vold, og han sad fra januar til maj varetægtsfængslet i Tyskland for groft tyveri.

Han forsvandt fra Hamburg i juni og dukkede i september op i Malmø, hvor han søgte asyl. Inden gruppe-voldtægten blev han kendt af svensk politi for indbrud.

De dømte blev ikke udvist af Sverige, fordi der er tvivl om deres statsborgerskab og de ikke har kendt familie.

Alder undersøges i Danmark
Udlændingestyrelsen i Danmark oplyser, at der kan udføres aldersundersøgelser af for eksempel asylansøgere, som ikke har dokumentation for deres fødselsdata.

En aldersundersøgelse består af tre elementer:

En modenhedsundersøgelse af kroppen, hvor lægen danner sig et indtryk af kropsbygning og andre udviklingstegn.

En røngtenundersøgelse af håndknoglernes udvikling.

En odontologisk (tandlæge) undersøgelse af alderen ud fra tand-modning baseret på røngten af tandsættet.

De tre undersøgelser samles i en erklæring, der skrives af en retsmediciner, og som angiver den vurderede alder på personen med en vis usikkerhedsmargin.

En undersøgelse i 2014 viste ifølge tal fra justitsministeriet, at 300 flygtningebørn var blevet aldersbedømt i Danmak og at 215 af dem viste sig at være voksne.