Million-kup på Formel B: Sådan brød de ind

Det var målrettede tyve, der udelukkende gik efter de dyre vin på hylderne, som natten til søndag brød ind på restauranten Formel B i København

Via et hul i væggen blev der stjålet for mere end en millioner kroner vin på Michelin-restauranten. Video/redigering: Torben Stroyer, privatfotos, openstreetmap/Signe Skov

Kun to timer efter at den københavnske Michelin-restaurant Formel B lukkede ned lørdag aften, brød målrettede indbrudstyve ind og stjal uerstattelige vine for op mod 1,5 millioner kroner.

Ifølge ejerne er der ingen tvivl om, at indbrudstyvene vidste præcis, hvad de gik efter.

- De er gået målrettet efter de dyre vine af samme tre producenter, som om de vidste, hvor de lå, siger medejer af Formel B Kristian Arpe-Møller til Ekstra Bladet.

Indbruddet bliver af medejeren beskrevet som taget ud af Olsen-Banden. Indbrudstyvene har først brudt gennem naboens 100 kg. tunge dør, hvorefter de har hamret et hul på en halv gange en halv meter gennem naboens murstensvæg ind til vinkælderen på Formel B.

Tyvene har derfor haft ro til at udvælge lige netop de vine fra vinkælderen, som havde den rette værdi for dem.

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

- De har taget vinflaskerne inde fra os og taget dem med ind til naboen, som er en vinforhandler. Da vi kom, stod der vinflasker på bordet til 5-6000 kr., som de ikke har taget med. Det tyder på, at det ikke har været den rigtige producent, så de har ikke været nok værd for dem, fortæller medejeren.

Naboen opdagede det store hul i muren søndag og ringede 17.55 til medejeren Kristian Arpe-Møller, som straks tog ned mod restauranten, hvor politiet allerede var ankommet. 

- Jeg var forvirret, og det var også intimiderende. Jeg tror, det havde været endnu værre, hvis det havde været hjemme i min lejlighed med min kone og børn. Jeg føler mig ikke lige så trådt på. Jeg tænker også rigtig meget på forsikring, for det er virkelig mange penge, der er stjålet for, siger Kristian Arpe-Møller.

Vores pension
Ejerne af restauranten har siden 2003 indkøbt vine og opbygget den vinkælder, som natten til søndag blev revet ud af hænderne på dem. Det er derfor med nedtrykt stemme, at Kristian Arpe-Møller fortæller, hvilken betydning det har for de to ejere.

- Det er vores pension. Det er vine, som er mange penge værd i dag, og som vi har købt op igennem årene, lidt ligesom aktier. Hvis du køber de rigtige vine, så er det mere end 100 procent, de stiger. Og mange af de vine, der er blevet stjålet, er også vine, vi ikke vil kunne sælge, for der er ikke nogen, der kommer og peger på en flaske vin til 10.000 kr., siger Kristian Arpe-Møller.

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Vinkælderens mange vine er til frit skue for restaurantens gæster, som udover maden kommer for det spektakulære vinkort. Foto: Anthon Unger
Vinkælderens mange vine er til frit skue for restaurantens gæster, som udover maden kommer for det spektakulære vinkort. Foto: Anthon Unger

Udover det høje værditab, så er det også en af de ting, som deres gæster kommer til restauranten for.

- Vi er en restaurant, der også lever af vores vinkælder, og vi får mange gæster, fordi vi netop har et attraktivt vinkort. Det er klart, at toppen bliver taget af nu. Vi har et rigtig godt vinkort til 98 procent af befolkningen, men de sidste to procent, som virkelig er sjove, og vi har brugt lang tid på at bygge op, det er væk, fortæller han.

Hvad nu?
Da tyvene har været meget organiseret, er der ikke meget oprydningsarbejde tilbage for ejerne af Formel B. Det handler derfor om de næste par dage at lave optællingsarbejdet færdigt, så de kan få et endeligt overblik over, hvor mange vine, der er stjålet fra vinkælderen.

- Jeg tror ikke, at det kommer til at betyde noget for hverdagen de næste par dage, men vi har jo udmærkelser i de forskellige guides i forhold til vores vinkort, så det kan være en udfordring på den korte bane, fortæller medejeren.

Formel B vil indføre større sikkerhed, så de undgår, at en lignende situation kan finde sted i fremtiden.

- Endnu mere overvågning og endnu mere alarm. Men vi havde jo ikke forestillet os, at de ville komme igennem andre steder end vores hovedindgang, siger Kristian Arpe-Møller.

Gerningsmændene er endnu ikke fundet, men alt tyder ifølge politiet på, at der er tale om et bestillingsarbejde.

Indgangen til Formel B, som tyvene imod al forventning ikke valgte at bryde ind af for at stjæle de dyrebare vine. Foto: Anthon Unger
Indgangen til Formel B, som tyvene imod al forventning ikke valgte at bryde ind af for at stjæle de dyrebare vine. Foto: Anthon Unger