Millioner er væk: Stråmand fjernet

Erhvervsstyrelsen smider direktøren i jysk kryptoselskab på gaden - han driver slet ikke virksomheden, mener myndighederne

Kender du mere til sagen? Er du investor, eller kender du personerne bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Fortrolighed gives, hvis det ønskes.

Tidligere i år har Ekstra Bladet kunnet afsløre, at en række investorer i Viborg-firmaet Capverto fortsat ikke kan få at vide, hvordan over tre millioner kroner, som de har smidt ind i selskabet, er blevet brugt, og at flere investorer frygter, at en stor del af pengene er brugt til René Fürster Simonsens egne private formål.

En tidligere direktør, Martin Mathiassen, og en række investorer har tidligere fortalt til Ekstra Bladet, at det har været René Fürster Simonsen, der har stået for den daglige ledelse af Capverto.

Og senere viste en aktindsigt hos skifteretten i Viborg, at René Fürster Simonsen i 2017 blev idømt tre års konkurskarantæne for grov uforsvarlig forretningsførelse - altså få måneder før han overbeviste de første investorer om at åbne deres sparegrise.

Erhvervsstyrelsen tror ikke på, at Capverto har en ægte direktør. Derfor er den nuværende blevet fjernet. Skærmdump
Erhvervsstyrelsen tror ikke på, at Capverto har en ægte direktør. Derfor er den nuværende blevet fjernet. Skærmdump
 

Kunne ikke dokumentere
Siden 2019 har direktørposten formelt set været besat af René Meldgaard, men han har ikke kunnet dokumentere, at han faktisk stod for ledelsen i selskabet.

Derfor har Erhvervsstyrelsen fra 26. maj 2021 fjernet René Meldgaard som direktør for Capverto. Myndighederne mener, at han i stedet er stråmand.

I en aktindsigt fra Erhvervsstyrelsen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, skriver styrelsen blandt andet:

'Erhvervsstyrelsen har ikke modtaget tilstrækkelig dokumentation for, at den registrerede ledelse udøver den faktiske ledelse af Capverto Aps.'

René Meldgaard er blandt andet blevet bedt om at dokumentere, at han har en kontrakt, får løn og reelt styrer driften, bankkonti og bogholderiet i Capverto. Men styrelsen har alene modtaget en kort mail fra ham med et billede af ham selv og hans pas.

René Meldgaard, der har været direktør for Viborg-selskabet Capverto, er blevet fjernet fra posten af Erhvervsstyrelsen, fordi myndighederne mener, at han derimod er stråmand. Foto: Erhvervsstyrelsen
René Meldgaard, der har været direktør for Viborg-selskabet Capverto, er blevet fjernet fra posten af Erhvervsstyrelsen, fordi myndighederne mener, at han derimod er stråmand. Foto: Erhvervsstyrelsen
 

Vil intet sige
Styrelsen har i år intensiveret indsatsen med netop denne type sager og har derfor et øget fokus på identitets- og stråmandskontrol.

Og det er ifølge styrelsen forklaringen på, at man ikke alene forhindrer stråmænd i overhovedet at blive direktører. Men at man nu også mere aktivt går ind i sager som den om Capverto og forlanger dokumentation for, at direktøren er ægte.

Ekstra Bladet har de seneste måneder uden held forsøgt at få et interview med René Meldgaard. Men han ønsker ikke at sige noget om sin rolle, og hvorfor han, som myndighederne mener, har fungeret som stråmand i Capverto.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Martin Mathiassen skrev formelt under som direktør i Capverto, men har aldrig været det. Den rolle påtog René Fürster Simonsen sig, forklarer Martin i dag. Nu er også selskabets seneste direktør fældet som stråmand og smidt ud af selskabet. Foto: Ernst van Norde
Martin Mathiassen skrev formelt under som direktør i Capverto, men har aldrig været det. Den rolle påtog René Fürster Simonsen sig, forklarer Martin i dag. Nu er også selskabets seneste direktør fældet som stråmand og smidt ud af selskabet. Foto: Ernst van Norde
 

Kan koste en straf

Både René Meldgaard Andersen og Martin Mathiassen risikerer som tidligere direktører og stråmænd for det jyske kryptofirma at blive straffet, hvis de intet har med den daglige ledelse, bogføring og økonomi at gøre.

For René Fürster Simonsen, der ifølge både en direktør og flere investorer er den reelle leder, kan det koste en fængselsstraf og en fornyet konkurskarantæne, hvis han bliver dømt for at have overtrådt sin konkurskarantæne.

Ekstra Bladet har siden slutningen af februar i år adskillige gange forsøgt at få René Fürster Simonsen til at kommentere den rolle, han har haft i Capverto.

Men han har på intet tidspunkt ønsket at forklare, hvordan investorernes penge er blevet brugt. Heller ikke kritikken af, at han har deltaget i ledelsen af selskabet og fået udbetalt store beløb, selvom han var underlagt en konkurskarantæne, ønsker han at forholde sig til.