Mindst en person meldes dræbt i masseskyderi i Seattle

Skyderiet fandt sted nær det berømte Pike Place Market. En person er død, og fem andre er i kritisk tilstand

Gaderne omkring Pike Place Market er tidligt torsdag morgen, dansk tid, indhyllet i politi og ambulancer efter det omfattende skyderi. Video: AP/Spectee/Reuters.

Mindst en person er blevet dræbt i et skyderi i det centrale Seattle sent onsdag eftermiddag nær et populært turistområde. Fem andre er kritisk såret.

Det oplyser politiet i den amerikanske millionby.

Der er forskellige meldinger i de amerikanske medier om, hvorvidt gerningsmanden er blevet pågrebet. Flere medier melder dog omkring klokken 05.30 dansk tid, at gerningsmanden fortsat er på fri fod, og at store politistyrker leder efter ham i en regulær menneskejagt.

Der er angiveligt kun tale om en enkelt mand, som står bag det blodige overfald på tilsyneladende helt tilfældige personer.

Masseskyderiet fandt sted ved en McDonald's tæt på turistmagneten Pike Place Market.

Det er det tredje skyderi i området på mindre end to døgn.

- Betjente er ved at undersøge et skyderi nær hjørnet af 4th Avenue og Pine Street, skriver politiet i Seattle på Twitter.

Den dræbte person er endnu ikke blevet identificeret.

Kritisk tilstand
Ifølge NBC News er en 55-årig kvinde og en ni-årig dreng i kritisk tilstand. Tre andre personer i alderen 21 til 35 år er i en stabil tilstand.

En sygeplejerske, som tilfældigt befandt sig på stedet, fortæller til TV-stationen, at hun hørte skud blive afgivet, hvorefter hun skyndte sig hen for at hjælpe de ramte.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mit liv, lød det fra den chokerede kvinde.

Skyderiet fandt sted kort efter klokken fem onsdag eftermiddag lokal tid.

Der er ikke umiddelbart oplysninger omkring motivet til skyderiet.

Skræmmende
En medarbejder på kaffebaren Victrola Coffee Roasters, Tyler Parson, fortæller til The Seattle Times, at han var på arbejde, da han pludselig hørte skud og så ofre falde til jorden.

Han fortæller videre, at folk løb ind i kaffebaren for at søge i dækning.

- Skyderiet var bare virkelig skræmmende. Det er skræmmende, at det var så tæt på, siger han til avisen.