Mistænkeligt dødsfald: 32-årig kvinde fundet død

En kvinde på 32 år er fundet død i det politiet kalder et mistænkeligt dødsfald. Kvindens 35-årige mand er anholdt

Video: Henning Hjorth

Ved du noget, eller har du billeder fra området? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Politiet undersøger lige nu et mistænkeligt dødsfald i Greve.

Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at en 32-årig kvinde er fundet død ved Tjurgården i Greve.

Politiet fik anmeldelsen klokken 09.50 i morges, da hendes samlever havde fundet kvinden død i sengen.

- Da politi- og ambulancefolk  ankommer er der forskellige ting, der ikke passer sammen, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Rene Søe Pedersen.

Derfor betragtes dødsfaldet som mistænkeligt.

Kvindens samlever anholdt
Politiet har valgt at anholde den afdøde kvindes 35-årige samlever, til trods for at det var ham, der anmeldte dødsfaldet.

- Det er specielt på grund af hendes alder, at vi anser dødsfaldet som mistænkeligt, men der er også nogle andre ting, som jeg ikke kan udtale mig om, siger Rene Søe Pedersen.

Området ved Tjurgården er lige nu afspærret af politiet.

- Vi er i gang med at undersøge sagen med teknikere og retsmedicinere, fordi der er noget ud over hendes alder, der gør, at dødsfaldet ikke virker naturligt, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Rene Søe Pedersen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Politiet har været til stede ved Thurgården siden klokken 10 i formiddags. Foto: Henning Hjorth
Politiet har været til stede ved Thurgården siden klokken 10 i formiddags. Foto: Henning Hjorth
 

Politiet kan desuden oplyse, at kvinden ikke umiddelbart led af nogen sygdom, som kunne være skyld i det pludselige dødsdald.

Kvindens samlever havde heller ikke nogen forklaring på dødsfaldet, oplyser politiet.

Ligposen kørt væk
Lørdag omkring klokken 19 kunne Ekstra Bladets fotograf se ligposen blive kørt væk

Midt- og Vestjællands Politi sendte ellers en pressemeddelelse klokken 17.18, hvor de skrev, at liget nu blev undersøgt på Retsmedicinsk Institut.

De bekræfter dog til Ekstra Bladet, at det var en skriftlig fejl, og at liget først blev kørt væk ni timer efter, at politiet ankom til stedet.

- Det, der er sket, er, at vi har foretaget et ligsyn, hvor retsmedicinerne undersøger liget i de omstændigheder, dødsfaldet er sket, siger vagt ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard til Ekstra Bladet.

Liget undersøges
Et af de vigtigste skridt i politiets fortsatte efterforskning er at undersøge liget, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi skal have foretaget ligsyn og obduktion, og hvis vi her finder noget mistænkeligt, som for eksempel tegn på vold, så ser det selvfølgelig ikke godt ud for den anholdte mand. Men lige nu ved vi ingenting, fastslår vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

Politiet vil meget gerne tale med vidner eller andre, der har kendskab til, hvad der er foregået på stedet. Hvis du ved noget, bedes du derfor ringe til politiet på telefon 114, skriver Midt og Vestsjællands politi i en pressemeddelelse.

To børn efterladt
Den afdøde kvinde var mor til to børn, som hun havde sammen med den anholdte samlever.

- Børnene bliver passet af et andet familiemedlem, og familien havde også en hund, som bliver passet af en person tæt på familien, så der er styr på de løse ender, siger vagtchef Martin Bjerregaard.

Kvindens samlever blev anholdt klokken lørdag klokken 10.14, men politiet kan endnu ikke hverken be- eller afkræfte, om den anholdte har været impliceret i den 32-årige kvindes død.

Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth