Mistanke om sort arbejde på ballade-byggeplads

Byggefirmaet DS Byggeri har nu også fået skattemyndighederne på nakken. Det sker på baggrund af en indberetning fra Arbejdstilsynet, fordi tilsynet har mistanke om, at virksomheden har overtrådt reglerne

DS Byggeri er blevet indberettet til skattemyndighederne for mistanke om overtrædelse af regler. Her ses direktøren under urolighederne på byggepladsen. Foto: Ekstra Bladet
DS Byggeri er blevet indberettet til skattemyndighederne for mistanke om overtrædelse af regler. Her ses direktøren under urolighederne på byggepladsen. Foto: Ekstra Bladet

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Arbejdstilsynet har indberettet DS Byggeri til skatteforvaltningen for mistanke om mulig overtrædelse af regler.

Det gjorde myndigheden efter et tilsynsbesøg 21. november på den nu kendte byggeplads på Nørrebro.

Det kan Ekstra Bladet fortælle på baggrund af en aktindsigt fra Arbejdstilsynet.

På byggeriet, der skal blive til 33 almene ældreboliger, havde DS Byggeri et ukendt antal østeuropæiske håndværkere ansat. Byggeselskabet arbejdede på pladsen indtil mandag i sidste uge. Vrede stilladsarbejdere lavede voldelige optøjer, som til sidst endte med, at totalentreprenøren opsagde samarbejdet med DS Byggeri.

Da alt stadig var fryd og gammen på byggepladsen, fik DS Byggeri besøg af Arbejdstilsynet.

Ved besøget flygtede en af de ansatte ind i en varevogn indregistreret i Litauen, på trods af at Arbejdstilsynets udsendte havde givet udtryk for, at de gerne ville tale med ham.

Men det lykkedes Arbejdstilsynet at tale med syv ansatte i DS Byggeri, der alle kom fra Litauen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

.

Stilladsarbejdere under urolighederne på Nørrebro. Foto: Ekstra Bladet
Stilladsarbejdere under urolighederne på Nørrebro. Foto: Ekstra Bladet

Mistanke om sort arbejde
Af indberetningen fremgår det blandt andet, at ingen af de ansatte fra Litauen gav udtryk for, at de havde et dansk personnummer. Et dansk personnummer er afgørende for at få et skattekort, som sørger for at den pågældende ansattes skattebetaling foregår automatisk, og som den skal.

Ekstra Bladet har taget kontakt til Skattestyrelsen for at få en forklaring. Styrelsen kan af hensyn til sin tavshedspligt ikke kommentere den konkrete sag.

'Generelt kan jeg dog oplyse, at danske virksomheder skal indeholde A-skat af medarbejderes løn på baggrund af medarbejderens skattekort. Har medarbejderen ikke noget skattekort, skal arbejdsgiveren indeholde 55% i A-skat og 8% i AM-bidrag og oplyse Skattestyrelsen om, hvem den indeholdte skat vedrører, oplyser Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen, i en mail.

Når en ansat ikke har noget personnummer og dermed skattekort, skal arbejdsgiveren aktivt indeholde skatten og sørge for, at den bliver betalt til myndighederne.

Hos 3F har man en mistanke om, at der ikke bliver betalt skat, når de ansatte ikke har et dansk personnummer.

- Der er mistanke om, at der er foregået systematisk omgåelse af reglerne og sort arbejde. De (Arbejdstilsynet, red.) har nok haft nogenlunde samme mistanke, som vi har, siger Rasmus Kreutzmann, faglig sekretær hos 3F, til Ekstra Bladet med henvisning til tilsynets indberetning.

3F kører lige nu en faglig sag mod DS Byggeri.

Alt om gadekampen: - De er svin

På tilsynsbesøget talte Arbejdstilsynet også med direktøren i DS Byggeri, Donatas Alexandravicus.

Her forklarede han, at håndværkerne, som Arbejdstilsynet havde talt med, alle var ansat i hans virksomhed.

Dansk Byggeri: En opgave for myndighederne
I går kunne Ekstra Bladet afsløre, at DS Byggeri er blevet politianmeldt to gange af Arbejdstilsynet i forbindelse med byggerier i Aalborg og i Risskov ved Aarhus.

Stillads-konflikten: Bagmand efterforskes af politiet

Ekstra Bladet har siden fredag forsøgt at få en kommentar fra Donatas Alexandravicus. Trods gentagende henvendelser er direktøren ikke vendt tilbage.

Dansk Byggeri, som DS Byggeri er medlem af, har sendt et skriftligt svar på Ekstra Bladets spørgsmål.

'Vi tager afstand fra snyd i forhold til brud på disse regler. Det er imidlertid en opgave for myndighederne at sikre, at de pågældende regler er overholdt og således ikke Dansk Byggeris opgave at kontrollere medlemmerne i forhold til arbejds- og opholdstilladelser samt skattebetaling,' oplyser direktør i Dansk Byggeri Peter Stenholm i en mail.

Arbejdstilsynet ønsker ikke at kommentere yderligere.