Mor dømt for fire drabsforsøg - far får afslag på fuld forældremyndighed: Minister vil se på reglerne

Dansk Folkepartis familieordfører mener, at reglerne er tolket forkert

Anders Hansen undrer sig over, at han har fået afslag på fuld forældremyndighed over sin niårige datter. Hendes mor er dømt for fire drabsforsøg og for ulovligt at have medicineret datteren. Foto: Per Rasmussen
Anders Hansen undrer sig over, at han har fået afslag på fuld forældremyndighed over sin niårige datter. Hendes mor er dømt for fire drabsforsøg og for ulovligt at have medicineret datteren. Foto: Per Rasmussen

Anders Hansen er rystet over, at han har fået afslag på fuld forældremyndighed over sin niårige datter, som han har med sygeplejersken Christina Aistrup Hansen. Hun blev idømt 12 års fængsel i den spektakulære sag fra Nykøbing Falster, hvor hun blev kendt skyldig i fire drabsforsøg på patienter og for ulovlig medicinering af datteren.

Også Pernille Bendixen, familieordfører for Dansk Folkeparti, mener, at reglerne er blevet tolket forkert. 

Sygeplejerske dømt for fire drabsforsøg og ulovlig medicinering af datter: Far får afslag på fuld forældremyndighed

- I forhold til den her sag mener jeg simpelthen ikke, at man har taget vejledningen til Forældreansvarsloven med ind i overvejelserne, og det har jeg stillet spørgsmål til ministeren om. For der står i den vejledning, at når dommeren skal beslutte forældremyndigheden, så skal man også overveje tungtvejende årsager. Og for mig at se så er de eksempler med sygeplejersken tungtvejende årsager. Derfor har jeg spurgt ministeren, om ikke det, at man ulovligt medicinerer sit eget barn, har forsøgt at begå mord og i øvrigt sidder i fængsel er tungtvejende årsager, der skal tages med, siger hun.

Det har ikke været muligt at tale med børne- og socialminister Mai Mercado, der godt kender til straffesagen med sygeplejersken, men ikke har kendskab til forældremyndighedssagen.

Vil undersøge reglerne
- Jeg kender ikke den konkrete sag, men jeg vil undersøge, om der er behov for at ændre eller klargøre reglerne, skriver hun i et mailsvar.

Christina Aistrup Hansen blev i maj idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg på patienter og for ulovlig medicinering af datteren. Privatfoto
Christina Aistrup Hansen blev i maj idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg på patienter og for ulovlig medicinering af datteren. Privatfoto
 

Socialdemokratiets børne- og socialordfører Pernille Rosenkratz-Theil mener, at lovgivningen på dette område i alt for høj grad sætter forældrenes ret i centrum frem for at fokusere på børnene. Noget, der er til forhandling nu.

- Et af Socialdemokratiet krav i forbindelse med de forhandlinger er, at det skal være tydeligt, at hvis man har begået vold eller overgreb eller lader barn overvære overgreb, så skal det vægte, så man ikke på samme måde får del i forældremyndigheden, og det skal også have konsekvens i forhold til samvær, siger hun.

Hun siger, at ændringen i Forældreansvarsloven i 2007 sigtede på at gøre op med, at mor pr. automatik fik forældremyndigheden.

- Men det har så haft den betydning, at alt for mange får forældremyndighed, siger hun.

Pernille Rosenkratz-Theil vil ikke vurdere den konkrete sag.

- Jeg har læst om sagen, men jeg vil ikke tage stilling til konkrete sager, og der kan være forhold i denne her sag, som jeg ikke kender. Men hun er dømt ved retten for ulovligt at have givet medicin til sin datter. Og så er der tale om et overgreb, siger hun.

Vil have ministerens svar
Pernille Bendixen, familieordfører for Dansk Folkeparti, har sendt spørgsmål til ministeren, hvor hun beder om hendes kommentar til rettens afgørelse, om hun mener, at retten har inddraget 'tungtvejende grunde' i deres afgørelse og om ministeren finder det væsentligt og som en tungtvejende grund, at en person der har forsøgt at slå andre mennesker ihjel ved brug af medicin, skal kunne træffe afgørelser om sit barns medicinske behandling.

Endelig spørger hun, om ministeren mener, at 'det er en tungtvejende grund, at en person sidder i fængsel for mordforsøg og mener ministeren ikke, at forældremyndigheden burde gives til den forælder, der ikke sidder i fængsel af samme grund? '

- Ministeren kan ikke omgøre en dom, men hun kan forholde sig til, hvordan loven bliver brugt i praksis, og alt afhængigt af hendes svar må vi have hende i samråd, hvis ikke hun kan se det absurde i denne sag, skriver Pernille Bendixen i en mail.