Mor dræbt af toårig i supermarked

En toårig dreng har skudt og dræbt en 29-årig mor i en Walmart i Idaho

En kvinde føres væk fra Walmart kort efter skyderiet. (Foto: Skærmbillede fra KREM)
En kvinde føres væk fra Walmart kort efter skyderiet. (Foto: Skærmbillede fra KREM)

En 29-årig amerikansk kvinde er afgået ved døden efter hun er blevet skudt af en toårige dreng i et supermarked i Hayden i den nordvestlige del af staten Idaho.

Betjent Stu Miller fra Kootenai County Politi forklarer til nyhedsmediet KXLY, at kvinden befandt sig i elektronikafdelingen i den lokale Walmart sammen med flere børn, da den toårige dreng fik fat i en pistol i kvindens taske og skød hende.

- Det ser ud til, at offeret medbragte flere af sine børn for at handle efter jul.

- Barnet sad med stor sandsynlighed i indkøbsvognen med tasken, mens det kvindelige offer handlede, sagde Stu Miller på et pressemøde på parkeringspladsen foran Walmart.

Ulykken skete klokken 10.20 lokal tid. Kvinden blev dræbt på stedet.

Supermarkedet blev efterfølgende evakueret og er nu lukket, mens en efterforskning finder sted.

- En meget trist hændelse, hvor en kvindelig kunde omkom, fandt sted i vores butik i dag. Vi samarbejder fuldt ud med Kootenai County Politi, mens de undersøger sagen, siger Aaron Mullins fra Walmart.

Ifølge tv-stationen KREM2 havde kvinden tilladelse til at bære våben skjult. Hun var ikke fra lokalområdet. Tidligere var det fremme, at det kvindens egen søn, som havde skudt sin mor, men nu rapporterer flere medier, at det måske ikke var tilfældet, oplyser KREM2.