Moderen til den nu afdøde Noah Ry kæmpede en desperat kamp for at redde sin lille søn fra at dø.
Det er kommet frem i Retten i Sønderborg her til formiddag, hvor en 31-årig mand er tiltalt for at have begået brutal og rå vold mod den halvandet år gamle dreng i hjemmet i Sommersted den 6. februar sidste år.
Umiddelbart efter at hun fandt den livløse dreng i sengen ringede hun til 112. Her blev moderen instrueret i at at yde førstehjælp.
- Min søn er helt slap. Der er ingen kontakt med ham, lyder det fra moderen under opkaldet til alarmcentralen.
Hun bliver herefter instrueret i at blæse luft ind i drengen og give hjertemassage.
Hans læber er blå
Moderen fortæller også sygeplejersken på alarmcentralen, at Noah ikke trækker vejret og at hans læber nu også er blevet blå.
- Hjertet slår ikke. Han er helt bleg. Der er ingen kontakt med ham, lyder det fra moderen, kort før de første rednings-arbejdere ankommer til hjemmet og forsøger at genoplive drengen, inden han blev fløjet med helikopter til hospitalet.
Her blev han kort efter ankomsten erklæret død.
Nægter sig skyldig i brutal døds-vold mod lille dreng
Den 31-årige tiltalte mand har været stærkt påvirket over oplysningerne om genoplivnings-forsøget og obduktionsrapporten. På begæring af hans forsvarer har der været afholdt en kort pause.
Næste punkt vil være afhøringen af den tiltale mand.
Familien følger sagen
Familien og venner følger sagen fra tilhører-pladserne. Alle er dybt berørte over de detaljerede oplysninger om den lille drengs forfærdelige død.
En læge har fastslået, at dødsårsagen var indre blødninger.
- Der er fundet 300 milliliter blod i bughulen. Der er tale om stump vold før døden indtraf, hedder det i rapporten fra rets-patologisk afdeling.