Mor kræves fængslet efter bortførelse

Niårig pige fundet i god behold på adresse i Sydsjælland

En niårig pige er tilbage hos sin far, efter at hun ifølge Københavns Vestegns Politi har været bortført af sin egen mor i godt fire uger.

Det oplyser efterforskningsleder Charlotte Skovby til Ekstra Bladet.

Pigen har været forsvundet fra sit hjem i Bagsværd siden 29. december. Helt fra begyndelsen har politiet mistænkt pigens 47-årige mor for bortførelsen.

Pigen blev sent mandag aften fundet på en adresse i Sydsjælland, hvor hun var sammen med sin mor.

- Moren har formået at gemme sig godt. Og vi har af den årsag haft svært ved at finde frem til dem, siger Charlotte Skovby til Ekstra Bladet.

Moren er tidligere blevet frataget forældremyndigheden, som er tilfaldt pigens far. Det er af den årsag, at politiet sigter moren for bortførelse. Hun blev set hente pigen og tage afsted med hende. Siden da har de to været som sunket i jorden.

Til at begynde med frygtede politiet, at moren ville tage sin datter med til Israel. Et større efterforskningsarbejde gik derfor i gang for at kortlægge en mulig rute gennem Europa. Efter bortførelsen blev mor og datters pas registreret i politiets register for eftersøgte. Det var derfor ikke muligt for de to at komme gennem eksempelvis paskontrollen i Københavns Lufthavn, hvis det ellers var planen.

Men nu viser det sig altså, at de to har skjult sig på en adresse i det sydsjællandske. I hvert fald noget af tiden.

- Om de har været på den adresse hele tiden, aner jeg simpelthen ikke, siger Charlotte Skovby.

Pigen blev fundet i god behold.

Senere i dag - tirsdag - skal moren fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor anklagemyndigheden vil kræve hende varetægtsfængslet.

Charlotte Skovby fortæller, at politiet har fået stor hjælp i form af tips fra befolkningen.