En midaldrende mand er afgået ved døden i en trafikulykke i Rakkeby syd for Hjørring.
Det skriver Nordjyske.
Ulykken skete 11.24, da en lastbil og en motorcyklist stødte sammen. Føreren af lastbilen er uskadt.
- Umiddelbart holder han bag ved lastbilen, der holder stille, og så begynder lastbilen at bakke. På den måde kommer motorcyklisten ind under lastbilen, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Rene Kortegaard.
Politiet er på stedet for at foretage opmålinger, undersøgelser og afhøringer. Trafikken er dog ikke påvirket, oplyser vagtchefen til Nordjyske.
Den afdødes pårørende er blevet underrettet.