Motorcyklist dræbt i ulykke på Fyn

40-årig mand mistede tilsyneladende herredømmet over sin motorcykel i Måre på Fyn lørdag eftermiddag

En motorcyklist er lørdag omkommet i en soloulykke i Måre på Fyn.

Det bekræfter Fyns Politi over for Ekstra Bladet.

Motorcyklisten - en 40-årig mand - mistede tilsyneladende herredømmet over sit køretøj, hvorefter han ramte et træ.

Ulykken fandt sted på Hellerupvej i Måre sydvest for Nyborg.

- Manden, der er fra lokalområdet, bar ikke hjelm og blev dræbt på stedet, skriver Fyns Politi i sit opslag på Twitter.

Manden blev fundet død kort før klokken 18. Der var ifølge myndighederne ingen vidner til stede, da selve ulykken skete.

De pårørende er blevet underrettet.