Motorcyklist sigtes: Kørte op mod 300 km/t.

Politiet har efterforsket en video på nettet af vild kørsel på en motorcykel, og nu er en 26-årig mand anholdt

Politiet på den københavnske vestegn har anholdt og sigtet en 26-årig mand for at bringe andres liv i fare i forbindelse med kørsel på en motorcykel, oplyser politiet.

I begyndelsen af april dukkede en video op på internettet med optagelser fra en motorcykel, som blandt andet kører på baghjulet, flygter fra politiet og kører med op mod 300 kilometer i timen mellem andre trafikanter på en motorvej.

Det førte i sidste uge til efterforskningen af videoen, som blandt andet foregik i Glostrup.

Da den 26-årige blev anholdt, blev han sigtet for den grove overtrædelse af færdselsloven samt straffelovens bestemmelser om at bringe andres liv og helbred i fare med mulighed for fængselsstraf.

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at videoen viser 'en adfærd uden omtanke for andre medborgeres sikkerhed'.

- Når man kører omkring 300 kilometer i timen tæt mellem helt almindelige trafikanter, mener vi, straffelovens regler om at fremkalde fare for andre kommer i spil, og det har vi sigtet ham for, siger vicepolitiinspektør Andreas Mollerup, Københavns Vestegns Politi.

Vicepolitiinspektøren kan ikke oplyse overfor Ekstra Bladet, hvordan den sigtede forholder sig til de alvorlige sigtelser.

- Hvordan fandt I frem til motorcyklisten?

- Vi kan på grund af den igangværende efterforskning ikke oplyse, hvordan vi fandt frem til ham, men vi er af den klare overbevisning, at vi har identificeret den rigtige mand, siger han til Ekstra Bladet.

Ved anholdelsen beslaglagde politiet en motorcykel, som de mener blev anvendt ved kørslen på videoen. De inddrog også den 26-åriges førerret.

Blev filmet en aften sidste år

Efterforskningen viser, at videoen er optaget  en aften i august sidste år. Det er før den nye strafskærpelse for vanvidskørsel, der trådte i kraft 31. marts i år.

Bag videoen står en gruppe, der bevidst provokerer politiet og stikker af på motorcykel, imens det hele bliver optaget. Videoerne bliver efterfølgende delt på blandt andet YouTube.

- Det er en gruppe, som vi har været opmærksomme på, siden den første video kom på YouTube, siger Andreas Mollerup.