Sydjyllands Politi har spærret motorvejen E20 mellem Esbjerg Ø og havnen, fordi en lastbil er kørt gennem midterautoværnet.
- Manden er kommet til skade, fordi han ikke havde sikkerhedssele på. Derfor er han kastet meget rundt i bilen, siger Ole Aamann, der er vagtchef i politikredsen.
Manden er derfor kørt på sygehuset, men han er heldigvis ikke i livsfare.
- Vi venter dog lidt med at afhøre ham, siger vagtchefen.
Årsag ukendt
Det vides endnu ikke, hvorfor lastbilen pludseligt kommer på tværs i det vestgående spor og drøner gennem autoværnet.
- Det er en soloulykke, hvor vi lige skal have undersøgt forholdene, siger Ole Aamann.
Politiet har spærret hele vestgående spor, og man kan kun passere forbi i østgående retning via nødsporet. Derfor anbefaler politiet, at man finder alternative veje ud og ind gennem Esbjerg end motorvejen.
- Vi kommer til at have spærret i adskillige timer onsdag eftermiddag, siger vagtchef Ole Aamann.