Vestmotorvejen var tirsdag aften spærret i vestgående retning efter et færdselsuheld ved Tuelsø ved Sorø kort efter klokken 21.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.
- Det er en personbil, der overhalede en anden personbil og mistede formentlig herredømmet på grund af aquaplanning eller lignende, siger Jesper Hovmand, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ekstra Bladet.
- Vedkommende ramte så den ene personbil og røg over i autoværnet, der gik i stykker og lå spredt over i østgående retning, siger vagtchefen.
I første omgang var motorvejen spærret i begge retninger, men politiet åbnede kort før klokken 22 op i det ene spor i østgående retning, mens der fortsat var spærret i vestgående. Her blev der dog åbnet op igen klokken 22.15.
På trods af det umiddelbart voldsomme uheld, er der ikke sket den store personskade.
- Den ene part modtager i øjeblikket behandling på stedet i en ambulance på stedet, mens personerne i den anden bil umiddelbart er uskadte, siger Jesper Hovmand.
Politiet oplyser, at der stadig er hul i autoværnet efter færdselsuheldet, og de opfordrer derfor bilister til at køre forsigtigt på stedet.