Mystik i Nordjylland: Ældre par fundet ved kirke

Politiet bad borgere om hjælp, da de fandt to ældre udenlandske personer ved Brønderslev Kirke

Nordjyllands Politi bad borgerne om hjælp, da der stod to ældre udenlandske borgere ved Brønderslev Kirke søndag aften.

De to kunne hverken gøre sig forståelige på dansk eller engelsk og vidste heller ikke, hvor de boede. Manden stod desuden kun iført hvid t-shirt og underbukser og virkede meget dement.

Derfor skrev politiet på Twitter og spurgte, om der var nogen der kendte de to ældre borgere. Og det gav pote. Blot 20 minutter efter det første tweet kunne politiet skrive, at der var en borger, der havde henvendt sig og hjulpet politiet med at finde ud af, hvem de var.

De to er blevet fulgt hjem og hjemmeplejen er blevet orienteret om situationen. Politiet takker samtidig for hjælpen.