Mystik om drabssigtet på flugt: Formodes død i swimmingpool

Familie sørger over hans død – ofrets pårørende er ikke overbevist

23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui er angiveligt død i Tunesien. Ofrets pårørende tvivler. Foto: Interpol
23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui er angiveligt død i Tunesien. Ofrets pårørende tvivler. Foto: Interpol

Godt to måneder efter knivdrabet på den 19-årige Andreas Vo Riis, tidligere kaldet Hamza Samsan, begået på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade på Nørrebro i København er to mistænkte gerningsmænd trods politiets efterlysninger fortsat på fri fod.

Senest er der imidlertid opstået vedholdende rygter om den ene af de to personer, der er eftersøgt af Interpol, nemlig den 23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui.

Ifølge rygterne skulle den drabssigtede være afgået ved døden i Tunesien.

Indtil et eventuelt dødsfald er officielt bekræftet, opretholdes efterlysningen af Abdallah Dhaflaoui. det gælder også den anden efterlyste i sagen, Ibrahim Al-Kassab (th.). (Pollitifoto)
Indtil et eventuelt dødsfald er officielt bekræftet, opretholdes efterlysningen af Abdallah Dhaflaoui. det gælder også den anden efterlyste i sagen, Ibrahim Al-Kassab (th.). (Pollitifoto)
 

De efterlyste mænd. Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui til venstre og Ibrahim Al-Kassab til højre. (Pollitifoto) Krimi Politiet: Bandefolk jages for mord på 19-årig

På Facebook skriver en række nære familiemedlemmer til Abdallah lørdag og søndag, at han er død.

Ifølge kilder Ekstra Bladet har talt med, skulle den unge mand angiveligt have fået et hjertetilfælde og være død i en swimmingpool i Tunesien.

Har hørt rygter

De seneste dages forlydender er dog ikke officielt bekræftet.

– Vi har hørt nogle rygter. Ellers har jeg ingen kommentarer, siger Steffen Th. Steffensen, efterforskningsleder, Københavns Politi, til Ekstra Bladet i forbindelse med sagen.

Den første melding om den efterlystes færden kom på Facebook lørdag, hvor den sigtedes bror skriver ’Hvorfooooooooooooor?’ efterfulgt af en række grædende ansigter og hjerter.

Må Allah tilgive dig

Dagen efter skriver broderen så:

’Allah yarhmek storebror. Må Allah tilgive dig! Se din krop og tale til dig i morgen uden noget svar, bliver hårdt!’

Teksten ledsages af et barndomsbillede med broderen og den efterlyste 23-årige.

En række andre familiemedlemmer kommenterer også ’dødsfaldet’ på Facebook, og en række venner kondolerer og kommenterer.

Ekstra Bladet har forgæves kontaktet en række familiemedlemmer til Abdallah for at få uddybet, hvad der eventuelt måtte være sket.

Hverken Ekstra Bladet, politiet eller Udenrigsministeriet har endnu kunnet få bekræftet, om den eftersøgte vitterlig er død.

Et setup?

Hos den knivdræbtes familie er man ikke overbevist om, at den 23-årige er død.

På Facebook skrev den knivdræbte Hamza Samsams søster Ikhlas Samsam således i går eftermiddags:

’Har talt med politiet, og de har ikke fået noget officielt og skal undersøge sagen In shaa Allah, men har på fornemmelsen at det hele bare er en kæmpe løgn, selv om at det jo sagtens kan ske. Nu må vi se hvor meget politiet kan finde frem til.’