Høje lyde fra jagerfly har tirsdag kunnet høres over Bornholm.
Her har flere borgere sendt billeder til Ekstra Bladet af, hvad der ser ud til at være spor fra F16-fly.
Hos Forsvaret bekræfter man, at der foregår noget i luftrummet over Bornholm.
- Der har været to fly i luften. Det er det eneste, jeg kan sige på nuværende tidspunkt, lyder det fra presse-ansvarlig Krister Haven.
Han oplyser desuden, at der er tale om danske jagerfly. Det er dog ikke muligt at få oplyst, hvorfor de to fly har været i aktion over øen i Østersøen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Russisk trussel
Aktionen kommer dog efter, at et russisk fly af typen Antonov 30 krænkede dansk luftrum fredag.
Det fik danske jagerfly på vingerne. Inden de var kommet op i højde, var det russiske fly dog ude igen og var fløjet videre ind i svensk luftrum.
Udenrigsministeriet bad efterfølgende Rusland om en forklaring.
- Det er udtryk for en fuldstændig uacceptabel tilsidesættelse af den internationale regelbog at krænke dansk luftrum, udtalte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse.
Ekstra Bladet har været i kontakt med forsvaret igen onsdag morgen. De kan stadig ikke oplyse, hvorfor de to fly var sendt på vingerne tirsdag aften.