Mystisk aktion: Politiet graver på ejendom

Har relation til en konkret efterforskning

Politiet er onsdag morgen til stede på ejendommen

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Nordjyllands Politi er meget fåmælte om en aktion, der netop nu er i gang på en ejendom i Hasseris i Aalborg.

Politiet oplyser dog, at der er mistanke om, at der ligger nedgravede effekter på adressen, der har tilknytning til en konkret efterforskning. Derfor undersøger de ejendommen med bistand fra Forsvaret. Beboerne på adressen, hvor der arbejdes, har dog ingen forbindelse til selve sagen, oplyser politiet.

- Vi kan ikke på nuværende tidspunkt give detaljer om den konkrete sag, da vi har en igangværende efterforskning, som vi skal tage hensyn til og beskytte, forklarer politikommissær Lene Madsen, der dog kan oplyse, at politiet formoder, at det er gamle våben, som kan være nedgravet på ejendommen.

Og det spor skal de have undersøgt til bunds.

- Borgerne i området har ingen grund til bekymring, siger politikommissæren.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Ekstra Bladet har talt med en mand, der bor tæt på adressen. Han blev ringet op af sin niece allerede mandag aften, der havde set politi og specialhunde, der gik rundt i haven på adressen. I går så han selv politi, der kredsede rundt om adressen, og omkring klokken syv i morges mødte han så det par, der bor i huset, da de var på vej ud.

- Manden sagde, at om fem minutter vælter politiet ind med 20 mand, som skal grave hele vores baghave op, fortæller han.

Parret har boet i huset i det fine kvarter i seks år. Før da har der boet en gammel bankdirektør, har manden, der bor tæt på adressen, fået oplyst.

Han fortæller, at det første rygte i kvarteret gik på, at det var udbyttet fra et røveri mod en eksklusiv Rolex-forretning i Aalborg for nogle år siden, som politiet ledte efter.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Men politiet har nu altså fortalt, at der er tale om gamle våben.

- Det er da mærkeligt, at det pludselig kommer nu, siger han.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet bliver haven undersøgt med metaldetektrer. Vejen er spærret af i begge ender, og arbejdet forventes at vare resten af i dag og i hvert fald i morgen med.