Det ryddede forsiderne på datidens aviser, da den forsmåede hustru Violet myrdede sin rivalinde Grethe i et ødelæggende trekantsddrama i København.
Manden i midten, som kampen centrerede sig om, var den celebre tandlæge Holger, der tiltrak tidens store personligheder til sin tandlægeklinik i indre København og også fik dem til at lægge ansigter til nogle helt unikke masker.
En karismatisk tyran, der tog for sig af damerne, selvom han var gift.
Det førte 22. januar 1961 til, at hans hustru Violet mistede besindelsen, da hun var på besøg i rivalindens lejlighed på Strandgade på Christianshavn, greb en kniv og stak Grethe med 17 knivstik, ligesom hun også hældte saltsyre over hendes ansigt og tøj.
Den uhyggelige sag bliver behandlet i afsnittet 'Mordet på rivalinden' i Ekstra Bladets podcast 'Bag Drabet', som man kan finde her.
I podcasten fortæller Holgers barnebarn Rolf, at drabet har været et tabu i familien.
- Jeg synes selvfølgelig, det er så tragisk, det der skete dengang. Hvis man skal se på det på den måde, så var han lige så meget medskyldig, siger han med henvisning til Holger Winthers ansvar for, at hans hustru var martret af jalousi.
Journalist og forfatter Poul Pilgaard har skrevet bogen 'Tandlægens masker' om Holger Winther, og han beskriver Holger Winther som et meget interessant, facetteret og insisterende menneske.
Han lærte Holgers søn John, barnebarnet Rolfs onkel, at kende i forbindelse med sit arbejde med bogen. Han er siden død. Men Poul Pilgaard oplevede en mand, der havde et meget anstrengt forhold til sin far.
Han fortæller, at sønnen sagde, at 'hvis der overhovedet er nogen, der kommer i helvede, så er det min far, sådan som han har opført sig'.
Holger Winther begik selvmord i 1969, 71 år gammel. Og selv efter sin død fortsatte han med at martre sine efterladte, da han året før sin død deponerede et brev hos sin advokat, hvor der stod, at ’skifteretten vil få rådighed over boets midler i 1988’
Få hele historien i Ekstra Bladets podcast 'Bag Drabet'.