Efter halvandet års uvished om sin fars mystiske død på Rigshospitalet og total tavshed fra politiets side er Ole Larsens datter, Gitte Larsen, endelig blevet ringet op af en efterforsker på sagen.
Det sker, efter at Ekstra Bladet har beskrevet den ellers mørklagte sag for godt en måned siden.
Ole Larsen var indlagt efter en banal operation, da han blev fundet livløs en tidlig morgen med blandt andet drænslange og patientarmbånd klippet over. På bordet ved siden af ham lå der en saks, og stuen blev straks forseglet af politiet og undersøgt af teknikere.
Gitte Larsen har tidligere fået afslag på aktindsigt i efterforskningen, fordi hendes fars dødsfald ’indgik i en verserende straffesag’. Og Ekstra Bladet har også forgæves forsøgt at få svar fra politiet. Men nu lukker de lidt op om den langstrakte efterforskning.
Politiinspektør Tomas Marko Juhl, centerleder i almen efterforskning i Københavns Politi, medgiver, at omstændighederne på findestedet vakte politiets mistanke. Derfor blev den 74-årige pensionist obduceret, ligesom politiet foretog tekniske undersøgelser på patientstuen.
- Når der er mistænkelige omstændigheder ved et dødsfald, som for eksempel i dette tilfælde med overklippede slanger, så iværksætter vi indledningsvis omfattende efterforskningsskridt, siger politiinspektøren.
Ingen sigtede
Sagen er behandlet i Center for almen efterforskning indtil nu, men de benytter sig lige nu af hjælp fra Afdelingen for personfarlig kriminalitet for en nærmere vurdering af nyligt modtagne ekspertudtalelser.
Ifølge politiinspektøren er der ingen sigtede i sagen.
Han fortæller, at grunden til, at sagen har været så længe undervejs, blandt andet er, at politiet har bedt om ekstra undersøgelser i forhold til obduktionen og derefter har bedt Styrelsen for patientsikkerhed om en vurdering af sagen.
Den erklæring har de først fået for en uge siden, hvorefter de har bedt om nogle supplerende udtalelser.
- Men vi skyder ikke efter nogen. Vi vidste godt, at det tager tid. Og det bliver de pårørende normalt også underrettet om, siger Tomas Marko Juhl og tilføjer:
- Det største problem er i bund og grund, at Gitte ikke er blevet underrettet undervejs. Det havde været at foretrække.
Ikke oplagt dødsårsag
- Kan du forstå, at jeg undrer mig over, at det skal tage mere end halvandet år at få en afklaring?
- Det kan jeg godt forstå, men i de her sager, hvor vi er afhængige af en lægelig udtalelse, er det min opfattelse, at der godt kan gå fire-seks måneder, før vi får svar. I det her tilfælde er der gået lidt længere tid, og corona-situationen har ikke gjort det bedre.
- Er det, fordi sagen var gået i glemmebogen?
- Nej, slet ikke. Vi har sagen liggende, fordi vi venter på nogle svar. Det er ikke unormalt i de her typer sager, som handler om dødsfald omfattet af indberetningspligten.
- Har I kunnet fastslå en dødsårsag?
- Det kan jeg ikke komme ind på, fordi efterforskningen stadig kører, siger han.
Ingen tidshorisont
- Hvis årsagen til Ole Larsens død var helt oplagt, så havde I vel afsluttet sagen på nuværende tidspunkt?
- Ja, eller omvendt kørt en drabsefterforskning. Men det er jo, fordi det ikke har været helt oplagt. Derfor har vi haft brug for de her ekspertudtalelser, siger politiinspektør Tomas Marko Juhl.
Han kan ikke give en horisont for, hvordan politiet forventer at træffe en afgørelse i sagen.
- Jeg håber for de pårørende skyld, at der kan komme en afklaring, for det er klart, at det er lang tid at gå i uvished. Det ville jeg da have håbet kunne være anderledes.
Ole Larsen lå på stue med en medpatient, der fik taget dna. Læs hans beretning her.