Et nyt og særdeles opsigtsvækkende spor er dukket op i en af Tysklands mest omtalte drabssager i nyere tid.
I juli fandt de tyske efterforskere efter mere end et årtis søgen liget af den blot 9-årige Peggy Knobloch.
Peggy Knobloch forsvandt 7. maj 2001, da hun var på vej hjem fra skole i den østtyske by Licthenberg.
Først 15 år senere blev liget af den 9-årige pige fundet knap 12 kilometer fra byen.
Her gjorde en svampeplukker det uhyggelige fund af det stærkt fordærvede lig i skovbunden i et tilvokset skovområde.
DNA matcher berygtet terrorist
Siden fundet har de tyske efterforskere arbejdet intenst på at sikre tekniske spor omkring og fra den afdøde.
Og det seneste fund har fået både efterforskere og den tyske befolkning til at spærre øjnene op.
Ifølge de tyske myndigheder har man på liget af Peggy Knobloch, fundet en række DNA spor.
Spor der matcher med den berømte og berygtede NSU-terrorist, Uwe Böhnhardt, der mistænkes for at stå bag en række racebetonede mord i Tyskland op gennem nullerne i forbindelse med sit medlemskab af den nynazistiske terrororganisation NSU.
En centimeter stof
DNA-sporet blev ifølge tysk politi fundet på et lille stykke stof på omkring en kvadratcentimeter. Et stykke stof, der blev fundet på den skovbund, hvor liget lå.
Efterforskernes opdagelse har dagen igennem ryddet stort set alle de tyske netavisers forsider, og der spekuleres nu i, om det virkeligt kan passe, at NSU-terroristen Böhnhardt står bag mordet.
Böhnhardt der i øvrigt mistede livet i forbindelse med en skudveksling under et bankrøveri tilbage i 2011.
Testes igen
Spekulationerne går på, at DNA-prøver ved et uheld kan være blevet blandet.
Da Böhnhardts lig blev obduceret i 2011, skete det ifølge Spiegel Online på den samme retsmedicinske klinik, som Peggys lig for nyligt blev undersøgt på.
Rygterne har fået yderligere næring ved, at statsanklager, Herbert Potzel, ikke vil udelukke, at DNA-prøverne kan være blevet forurenet.
- Der er flere måder, hvorpå forurening kan ske. Vi ønsker at undersøge sagen gennemgående, præcist og sikkert, siger Herbert Potzel ifølge Spiegel Online uden at uddybe yderligere.
Afhørt i forbindelse med barnemord i 1993
Ifølge Bayerische Rundfunk er det ikke første gang, at afdøde Uwe Böhnhardts navn kommer frem i forbindelse med efterforskningen af drab på mindreårige.
Tilbage i 1993 fandt man et lig af en 9-årig dreng.
Uwe Böhnhardt var dengang som kun 15-årig i efterforskernes søgelys og blev afhørt i sagen, men der blev aldrig rejst tiltale eller sigtelse i mod ham.
Med spekulationerne om de forurenede DNA-prøver, er spørgsmålet om, hvorvidt Uwe Böhnhardt var involveret i mordet på 9-årige Peggy Knobloch fortsat uafklaret.
Mentalt handicappet dømt for drabet
På trods af, at man aldrig fandt liget, kunne man alligevel dømme en mand for drabet. I 2004 blev den 25-årige og mentalt handicappede mand Ulvi Kulaç idømt livsvarigt fængsel.
Sagen gik om i 2014, og i juli 2015 blev han udskrevet for psykiatrisk hospital. Han bor nu på et hjem for udviklingshæmmede.
Tysk højreekstremist nægter sig skyldig i ti drab
Far til nynazist bag drab er dybt berørt
Anklage: Zschäpe stod bag politimord
Nynazisternes liv i undergrunden