Ved du noget så tip os på sms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk
Resterne af gerningsstedet er endnu ikke helt væk - blodplamagen på asfalten samt en efterladt politi-teknikers plastikhandske vidner om, at det er her på p-pladsen ved Grantofteparken i Ballerup nordvest for København, at en 29-årig mand i aftes blev fatalt kvæstet af indtil flere skud.
Manden, der har indvandrerbaggrund, blev ramt af skud i brystet og i hovedet. Det skete lidt efter kl. 20.
Mand død efter skud: Foreløbigt intet om motiv
- Det er jo ganske forfærdeligt. Det er jo et område med mange børn, og det var tidligt fredag aften, at det skete, siger beboer i området.
- Det er ret vildt, det der skete. Han (offeret, red) virkede jo flink og venlig. Han var glad for børn. Han havde jo selv to små børn, som han var meget glad for, det var tydeligt, fortæller en anden beboer.
Manden og hans lille familie er først inden for de seneste måneder flyttet til de lave to-etagers rækkehuse tæt ved skov og grønt boldanlæg.
Her er fædre på vej hen med deres sønner for at spille bold, mens andre børn cykler rundt eller leger på legepladsen.
Trods børnenes umiddelbare glæde, hviler der en lettere trykket stemning over området. De voksne samles i små grupper og drøfter nedskydningen af den 29-årige.
- Det er dybt chokerende, fortæller Allan Munck, der har boet i området i en årrække.
Han kender ikke den dræbte. Men han er rystet over sagens voldsomme karakter, fortæller han.
I forbindelse med sagen har politiet foreløbigt kun ønsket at udtale kortfattet om sagen:
'Motivet for skyderiet er fortsat ukendt, men en forbindelse til bandemiljøet kan endnu ikke udelukkes. Tidligere på natten skrev Peter Malmose i en pressemeddelelse, at det ikke kunne fastlægges, "om skyderiet har relationer til den igangværende bandekonflikt'.
Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet har den dræbte indtil for nyligt haft relation til en af hovedstadsområdets større indvandrerbande-grupperinger.
Men den oplysning har Vestegnens Politi ikke ønsket at kommentere.