I dag for præcis et år siden døde den kun halvandet år gamle dreng Noah Ry fra Sommersted ved Haderslev, efter at læger forgæves havde kæmpet for hans liv.
Her til formiddag begyndte retssagen mod den nu 31-årige mand, som politi og anklagemyndighed mener er årsag til drengens tragiske død.
Et nævningeting ved retten i Sønderborg skal gennem elleve retsdage høre ikke færre end 32 vidner, før de beslutter, hvorvidt den 31-årige mand skal kendes skyldig i tiltalen for legemes-angreb af særlig rå og brutal eller farlig karakter med døden til følge.
Nægter sig skyldig
Den 31-årige har netop gennem sin advokat nægtet sig skyldig i den alvorlige anklage. Han nægter sig også skyldig i vold mod sin egen biologiske søn, hvilket han også er anklaget for.
Anklager Christina Bork Hansen oplyser i sin forelæggelse af sagen, at Noahs mor fandt Noah livløs i sengen, da hun ville tage ham op efter middagsluren.
Hun ringede 112 og i løbet af få minutter ankom både flere reddere, en ambulance, en læge og en helikopter, som fløj den lille dreng til Rigshopitalet, hvor han døde.
Stoppede obduktionen
- Dagen efter blev drengen obduceret. Lægen stoppede på et tidspunkt obduktionen og tilkaldte politiet, da drengens skader ikke kunne stamme fra selve genoplivnings-forsøgene. Senere blev den nu tiltalte anholdt af politiet og sigtet for drab, oplyser anklageren i retten.
Der er indtil videre navneforbud i sagen og derfor er pressen afskåret fra at oplyse, hvordan relationen mellem Noah og den tiltalte er.