Narko og dopingsag: Rockerboss anholdt

Stor politiaktion mod omfattende dopingsalg, narko, tyverier og svindel med coronamidler

Særlig Efterforskning Vest slog onsdag til i en større koordineret aktion og anholdt 11 mænd og to kvinder, der sigtes i en sag om dopingsalg, narko, tyverier og svindel med coronamidler.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Blandt de anholdte er blandt andet en 39-årig mand, som efter politiets opfattelse har en ledende rolle i en rockergruppering.

Under aktionen blev en lang række adresser ransaget og ifølge politiet er store mængder doping, narkotika, kontanter, biler og tyvekoster beslaglagt.

- Der er tale om organiseret kriminalitet, der både omhandler omfattende dopingsalg, narko, tyverier og svindel med coronamidler over en længere periode. Vi vurderer, at den 39-årige, som er blandt de anholdte, har haft en styrende rolle i det kriminelle netværk. Jeg er meget tilfreds med dagens aktion, som er et resultat af længere tids målrettet efterforskning, siger politiinspektør ved Særlig Efterforskning Vest, Carit Andersen.

Dagens aktion går på tværs af flere politikredse og skete i tæt samspil med Fyns Politi. Derudover samarbejdede Særligt Efterforskning Vest med Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Særlig Efterforskning Øst, Toldstyrelsen og Skattestyrelsen.

Seks af de anholdte fremstilles torsdag kl. 10.30 i Retten i Svendborg. Politiet oplyser at anklagemyndigheden i den forbindelse vil anmode om lukkede døre.

Derfor har Særlig Efterforskning Vest på nuværende tidspunkt ikke yderligere om sagen.