En 30-årig mand har vakt stor forbavselse hos Københavns Vestegns Politi.
Manden var påvirket af narkotika og kørte alligevel rundt i en bil på den københavnske vestegn.
Det var lykkedes ham helt uden politiets vidende, indtil han fik nok af sin ulovlige kørsel og satte kursen mod politigården i Albertslund. Her parkerede han pænt og afslørede sig selv i receptionen.
- Han kom ind og sagde, at han ville melde sig selv for at have kørt narkopåvirket. Og det kunne vi også se klare tegn på, da han stod der, siger Peter Grønbek, vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, til Ekstra Bladet.
Politiet har anholdt manden og tilkaldt en læge til at tage en blodprøve på ham, men det har ikke lagt en dæmper på mandens humør.
- Han synes det hele var lettere morsomt, siger Peter Grønbek.
Det er uvist, hvad motivet har været for den 30-årige mand, men han kan i hvert fald se frem til at blive sigtet - til trods for sin gode vilje.
- Vores nærmere undersøgelser vil vise i, hvilket omfang han skal sigtes, siger Peter Grønbek.
For politiet er det et helt unikt tilfælde.
- Det sker indimellem, at folk kører påvirket rundt af enten alkohol eller narkotika, og vi så ser det og anholder dem. Men det er noget chokerende, at der her kommer en og melder sig selv på politikontoret. Det ville gøre vores arbejde meget lettere, hvis flere gjorde det, siger Peter Grønbek.
Manden meldte sig selv hos politiet klokken 18.36.
I skrivende stund er han stadig i politiets varetægt, og han vil blive sluppet efter undersøgelserne er udført.