Nordafrikanere bag bølge af ur-røverier i Københavns natteliv

Seks er varetægtsfængslet de seneste uger for røverier og trick-tyverier af kostbare ure, men flere nordafrikanske 'dansetyve' er på fri fod

'Dansetyvene' går efter dyre ure - og de går ikke af vejen for bruge grov vold. Modelfoto: Jakob Jørgensen
'Dansetyvene' går efter dyre ure - og de går ikke af vejen for bruge grov vold. Modelfoto: Jakob Jørgensen

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Efter en serie af røverier og trick-tyverier af kostbare ure i København, har politiet de seneste to uger fået sat seks mænd af nordafrikansk afstamning bag tremmer, men flere 'dansetyve' er på fri fod.

De er eksperter i at spotte ofre i nattetimerne i indre by, der har ure som Rolex eller Patek Philippe om håndleddet. To-tre gerningsmænd slår ring om ofrene og 'danser' for at aflede deres opmærksomhed.

I nogle tilfælde lykkes det at hive uret af uden brug af vold - andre gange bruger gerningsmændene grov vold for at få fingre i urene, der ofte koster flere hundrede tusinde kr.

Mange tyverier under Priden
Alene i den første weekend af Copenhagen Pride, der fandt sted fra 12. til 22. august, fik politiet 11 anmeldelser om tyverier eller røverier af ure. Det oplyser efterforskningsleder Lars Feldt til Ekstra Bladet.

- Vi har fået varetægtsfængslet en række personer, men bedst som vi tror, at vi har fået det stoppet, så fortsætter det, siger Lars Feldt.

Natten til lørdag var et hold civile betjente igen på gaden i forsøget på at fange ur-tyve, og det gav resultat cirka klokken 00.30 i Skindergade, da betjentene hørte en mand råbe 'tyveri, I skal ikke tage mit ur!'

To nordafrikanere blev løbet op og anholdt, en 23-årig marokkaner og en 17-årig fra Algeriet. Men imens var offeret væk, og politiet vil gerne have kontakt med ham for at høre hans forklaring.

De to anholdte sigtes for forsøg på tyveri af uret og også for et tyveri af en mobiltelefon på 'Hornsleth Bar' i Løvstræde 4. Offeret opdagede tyveriet og fik sin telefon tilbage. De anholdte blev fremstillet lørdag i dommervagten og fængslet i 17 dage, den yngste efter 'hjemrejseloven'.

Fandt tre ure under ransagning
I onsdags fik politiet varetægtsfængslet en 29-årig nordafrikaner for to ur-røverier og et trick-tyveri begået i august. De tre ure havde en samlet værdi på omkring en halv million kr.

Politiet anholdt den 29-årige i en lejlighed i Københavns NV-kvarter, hvor de tre ure blev fundet. Han er fængslet i 27 dage sigtet for de tre forhold, der blev begået sammen med to-tre ukendte medgerningsmænd. Han nægter sig skyldig.

13. august kl. 23.20 blev en mand overfaldet på fortovet i Toldbodgade, hvor han blev skubbet, holdt fast om hals og nakke og kastet op ad en parkeret bil. Røverne rev hans ur, et Patek Philippe til en værdi af mindst 200.000 kr. af hans venstre arm, så han fik en hudafskrabning.

28. august kl 01 gik det ud over en mand i Gothersgade, hvor tre røvere tog hals- og armgreb på offeret og holdt ham fast, mens de tog hans Rolex GMT-Master II til en værdi af mindst 100.000 kr. og løb fra stedet.

artiklen fortsætter under billedet

Rolex-ure er blandt de kostbarheder, som 'dansetyve' går efter. PR-foto
Rolex-ure er blandt de kostbarheder, som 'dansetyve' går efter. PR-foto
 

29. august blev en mand klokken 02.37 udsat for et trick-tyveri i krydset Krystalgade og Fiolstræde, hvor tyvene tog hans ur af hans venstre arm. Det var et Audemars Piguet Royal Oak Offshore til en værdi på et par hundrede tusinde kr.

Det er foreløbig ikke lykkedes for politiet at finde ud af, hvor tyvene afsætter de kostbare ure, om de sælges i Danmark eller udlandet. Men tyverierne har nærmest karakter af bestillingsarbejder.

- De må have gode afsætningsmuligheder, siger efterforskningsleder Lars Feldt.

Patek-ur til halv million
Et af de hidtil dyreste ure var et Patek Philippe World Time til 530.000 kr., som to mænd fra Algeriet sigtes for at have røvet 7. august kl. 21.15 i Boldhusgade.

Sammen med en ukendt tredjemand fulgte de efter offeret, og mens to af røverne 'dansede' rundt om ham, greb den tredje hårdt fat i mandens arm og tog uret. De formodede røvere på 30 og 31 år blev varetægtsfængslet 20. august og nægter.

En 18-årig fra Algeriet blev fængslet 25. august sigtet for et røveri og et forsøg begået med to ukendte medgerningsmænd. Også han nægter sig skyldig.

På Hovedbanegården blev et offer ved brug af vold frataget en guldkæde til 20.000 kr. og fire timer senere blev et offer forsøgt røvet for sit armbåndsur i Meinungsgade af de samme tre røvere. Men offeret gjorde modstand, og de flygtede uden bytte.

Tyverier at kostbare ure har været et problem i København i flere år. For eksempel blev sidegaderne omkring Kongens Nytorv i 2017 kendt som 'Rolex-trekanten'.

Mens der var stille under corona-nedlukningen i Europa, er 'dansetyvene' nu vendt tilbage til København.