En mand ligger på vejen. Han har bare tæer og er iført shorts og t-shirt. Ovenpå ham ligger to politibetjente, som forsøger at få kontrol over ham, imens han kæmper imod.
Endnu en person støder til for at hjælpe betjentene, og til sidst ses fire personer stå over manden.
Dette forløb ses på videoer, der er blevet delt, efter en mand i 30'erne lørdag kom i karambolage med norsk politi i byen Ålesund.
Det skriver det norske medie VG, som også deler videoer af episoden.
Efter den fysiske konfrontation med politiet modtager manden førstehjælp, før en ambulance ankommer og fragter ham til sygehuset, hvor han erklæres død.
Ifølge politiet er der ikke sammenhæng mellem deres indblanding og dødsfaldet. Dog skal den norske specialenhed for politisager nu undersøge politiets rolle i sagen, ligesom dødsårsagen skal findes.
Skulle have lægehjælp
Ifølge politiet var manden allerede tilskadekommen, da de blev tilkaldt. Manden var ikke mistænkt for at have begået noget kriminelt, og han blev heller ikke anholdt. Politiets opgave var derimod at sørge for, at han fik lægehjælp, lyder forklaringen fra politiet.
Ifølge leder for Operationscentret i Møre og Romsdal Erik Steen Mikalsen brugte betjentene 'de mildeste midler' først i form af kommunikation. Men da dette ikke lykkedes, måtte de gøre brug af fysisk magtanvendelse.
Adspurgt hvorvidt det, der ses i videoen, er 'sundhedspleje', siger han til VG:
- Jeg tænker, at nu kommer der en undersøgelse af det her, som vil afklare, hvad politiet har gjort eller ikke gjort.