Doug Tompkins, der grundlagde friluftsmærket North Face, er død, efter at han faldt i vandet under en kajak-tur i Chile.
Tompkins blev reddet op af det iskolde vand, men han var stærkt nedkølet og afgik senere ved døden på hospitalet i Coyhaique.
Ulykken skete i Patagonien i det sydlige Chile, hvor han roede med en gruppe venner. Ifølge Associated Press var vejret dårligt og bølgerne høje.
Seks personer faldt i vandet, men kun halvdelen kunne selv redde sig op.
Doug Tompkins og to andre blev først reddet op af vandet, da en redningshelikopter ankom til stedet.
Selv om han blev fløjet direkte til hospitalet, kunne lægerne ikke redde hans liv.
Tompkins grundlagde North Face i 1964. Han var også medstifter at tøjmærket Esprit, men trak sig i 1989 tilbage for at hellige sig naturen.
Han var et vaskeægte friluftsmenneske og kendt som en dygtig bjergbestiger. Han har brugt en stor del af sin formue på at bevare naturskønne områder.
Blandt andet havde han og hans kone, Kris Tompkins, købt knap 1,5 millioner tønder land i Patagonien.
Han blev 72 år.