Nu er han dømt: Datter havde forhold til sin far i tre år

En 68-årig mand havde i tre år regelmæssig sex med sin 35-årige datter, som er mor til to

En 68-årig mand er blevet idømt ni måneders fængsel for et ulovligt kærlighedsforhold til sin egen 35-årige datter. (Foto: Per Rasmussen)
En 68-årig mand er blevet idømt ni måneders fængsel for et ulovligt kærlighedsforhold til sin egen 35-årige datter. (Foto: Per Rasmussen)

En 68-årig mand fra Køge blev tirsdag ved Retten i Roskilde idømt ni måneders fængsel for at have haft et ulovligt kærlighedsforhold til sin egen datter.

Det skriver Dagbladet Ringsted.

Retten fandt det bevist, at de to har haft regelmæssig sex og også boede sammen i datterens bolig i Faxe i perioden mellem 2010 og 2013.

Den 68-årige erkendte forholdet i retten. Men af retsmødet fremgik det ifølge Dagbladet, at det var datteren, der havde taget initiativet til forholdet.

De to boede sammen med datterens egne to børn på adressen i Faxe.

- Hun tog initiativ til at have sex en dag, efter vi havde været i supermarkedet. Jeg prøvede at se hende som en datter, men det var svært, når hun var en voksen kvinde. Vi blev forelskede i hinanden, og vi tænkte faktisk ikke over det. Men jeg kan godt se nu, at det var forkert, forklarede den 68-årige ifølge Dagbladet.

Usædvanlig fødselsdagsgave
Den 68-årige havde ikke set sin datter, siden hun var to år gammel. Men de to fik kontakt til hinanden for nogle år siden, hvor faren flyttede ind hos kvinden.

Den 35-årige kvinde valgte efter kort tid at bryde det forhold, som hun havde til sin kæreste - børnenes far. Og efter tre måneder tog forholdet mellem far og datter en ulovlig drejning, forklarede anklager Signe Egsgaard i retten.

Den 68-årige fortalte, at de to havde sex tre-fire gange om ugen. Datteren prøvede på et tidspunkt at få det til at fungere med sine børns far, men det mislykkedes, og hun genoptog derfor forholdet til sin egen far.

Retten var overbevist om, at forholdet var gensidigt, og kvindens telefon afslørede da også, at hun ofte sendte nøgenbilleder af sig selv til sin egen biologiske far.

- Til min fødselsdag havde hun været nede hos en professionel fotograf i Valby og fået taget en række nøgenbilleder, som hun gav mig i fødselsdagsgave, og hun betalte også for, at vi fik lavet matchende tatoveringer, forklarede den 68-årige i retten.

De to havde tilsyneladende held til at forhindre omverdenen i at opdage noget.

Politiet kom på sporet af, hvad der foregik under efterforskningen af en anden sag.

Kun far blev straffet
Anklageren havde i retten meget vanskeligt ved at finde andre og lignende sager, som kunne give et indtryk af, hvordan faren skulle straffes. De fleste andre retssager har handlet om, at blodskamsforhold ikke har været gensidige, eller også har den ene part været mindreårig.

Og der er præsedens for, at det er manden, der dømmes i de få sager, som der i øvrigt har været af den art.

Måske derfor sad kvinden heller ikke på anklagebænken i sagen. Hun var ikke en gang mødt frem i retten, fortæller Dagbladet.

Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi i forsøget på at få svar på, hvorfor politiet tilsyneladende ikke har sigtet den 35-årige mor i sagen.