Nu er syv terrormistænkte sigtet

Syv personer er sigtet for at have anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben

Nu er der konkrete sigtelser mod syv personer, der er mistænkt for at planlægge terror.

PET har i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi gennemført en større politiaktion på Sjælland fra 6. til 8. februar.

I forbindelsen med aktionen er syv personer blevet anholdt. De er nu sigtet for at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror, skriver PET i en pressemeddelelse.

De syv personer er konkret sigtet for at have anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller medvirket hertil.

Flere involveret
Yderligere seks personer vil torsdag blive fremstillet ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling. De har alle tilknytning til sagen.

I samme sag er yderligere én person anholdt i Tyskland, som PET har haft et tæt samarbejde med.

'PET ser med stor alvor på denne type sager. Det er vores opfattelse, at der er personer, som har intention om og kapacitet til at begå terrorangreb i Danmark. Sammen med det øvrige politi arbejder PET hver eneste dag på at identificere og bekæmpe forbrydelser af denne alvorlige karakter', står der i pressemeddelelsen.

PET vurderer stadig terrortruslen mod Danmark som 'alvorlig'. Denne sag ændrer ikke på den vurdering, lyder det.

Midt- og Vestsjællands Politi indkalder i samarbejde med PET til en mindre pressemøde om sagen 12. februar.

Sagen kører for dobbeltlukkede døre, og derfor kan hverken PET til politiet give yderligere oplysninger i øjeblikket.