Nu falder der dom i opsigtsvækkende sag: Rikke delte billede af blotter

Rikke Louise Andersen delte overvågningsbilleder af en blotter, og nu står hun til at få større bøde end manden, der viste sit lem til Rikkes datter

Rikke har nu været i retten, fordi hun delte et billede af en blotter på Facebook. Foto: Privat
Rikke har nu været i retten, fordi hun delte et billede af en blotter på Facebook. Foto: Privat
Følg Krimi

En opsigtsvækkende sag når fredag formiddag sin afslutning, når der falder dom i sagen om Rikke Louise Andersen og hendes deling af overvågningsbilleder af en blotter.

Sagen kørte i sidste uge, men det er først i dag, at dommeren afsiger dommen i Retten i Nykøbing Falster.

- Jeg håber selvfølgelig, at bøden frafalder, men jeg tror også stadig på julemanden, siger Rikke Louise Andersen fredag morgen til Ekstra Bladet.

Sagen
Sagen begyndte at rulle sidste år i august, da Rikke Louise Andersens datter og hendes veninde bliver antastet af en blotter to gange. Første gang, da de står og sælger blommer ved den lokale Dagli’ Brugsen. De løber og gemmer sig, men da de kommer frem fra skjul, dukker blotteren op igen.

Moderen har beskrevet over for Ekstra Bladet, at manden hoppede ud foran pigerne og trak sine bukser ned. Derefter 'svingede han med sin tissemand'.

Episoden bliver meldt til politiet, og Rikke får via omveje adgang til overvågningsbilleder af gerningsmanden. Billeder, hun vælger at dele på sin Facebook-profil med en opfordring til, at folk hjælper med at finde ham.

Det varer ikke længe, før blotteren bliver pågrebet af civile.

Fik en større bøde
Sagen er nu endt i retten, fordi Rikke Louise Andersen endte med at få en større bøde for at have delt overvågningsbillederne, end blotteren fik for at svinge sit lem foran pigerne.

Rikke blev nemlig sigtet for at have overtrådt persondataloven, hvilket endte med en bøde på 5000 kroner, mens blotteren kun skal betale det halve: 10 dagsbøder a 250 kroner.

- Det er jo skørt, og det er svært at forklare over for min datter, at det politi, hun stoler på og kan lide, nu ser hendes mor som en større forbryder, end ham der blottede sig for hende, siger Rikke Louise Andersen.

Rikke delte billede af blotter og fik bøde: Nu må hun på pinebænken

Hun håber, at anklagerne i sagen lægger lige så store kræfter i mere alvorlige sager, som hun siger:

- Det var virkelig ubehageligt at blive afhørt i retten. De talte jo til mig, som om jeg var en meget stor forbryder, og jeg håber da, at de bruger lige så meget energi på sager mod for eksempel blottere, for så ville vi jo ikke stå i den her situation i fremtiden, siger moderen.

Opbakning
På Facebook har hun i en video tidligere ytret sin utilfredshed, og det var den video, der gav anledning til stor opmærksomhed. Her er hun blevet mødt med stor opbakning - også politisk.

Landets justitsminister, Søren Pape (K) skrev blandet andet følgende på Facebook:

’Det taler næsten for sig selv, for det ser selvfølgelig mærkeligt ud, at den mest alvorlige forbrydelse får den mildeste straf. Det skal vi have kigget nærmere på – ingen tvivl om det’.

Rikke Louise Andersen har dog ikke hørt fra justitsministeren, selv om hun har henvendt sig.

- Men vi må da håbe, at han tager initiativ til det efter i dag, siger hun.

Også Dansk Folkepartis Peter Kofoed har en klar holdning til sagen:

- Der skal ses på strafniveauet i denne type sager. Det er da påfaldende, at en kvinde offentliggør et overvågningsbillede og får dobbelt så høj straf som en mand, der egentlig har forårsaget hele sagen og blottet sig for flere børn, sagde han til TV2.

Der falder dom i sagen fredag formiddag, men Rikke Louise Andersen møder ikke op i retten. I stedet har hun aftalt med sin forsvarsadvokat, at han ringer til hende, når der er afsagt dom.

- Jeg forventer da, at straffen stadfæstes, men jeg har lov at håbe på det bedste. Opmærksomheden er i hvert fald vigtig, siger Rikke Louise Andersen.

Seneste nyt

Partimoder Pia kan ikke slippe magten

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.