Nu har politiet fundet to millioner kr. i narkosag: Fem er fængslet

I går dukkede endnu en million kroner op under en ransagning efter at politiet i torsdags også fandt en million

Siden i torsdags har politiet fundet godt to millioner kr. i kontanter under efterforskningen af en hash-sag. Billedet er dog fra en anden beslaglæggelse af mange kontanter i en hash-sag. Politifoto.
Siden i torsdags har politiet fundet godt to millioner kr. i kontanter under efterforskningen af en hash-sag. Billedet er dog fra en anden beslaglæggelse af mange kontanter i en hash-sag. Politifoto.

En narkosag, hvor en 48-årig kvinde i fredags blev varetægtsfængslet efter fundet af en million kr. i kontanter, en skarpladt pistol og et regnskab over salg af 343 kilo hash, har udviklet sig yderligere i weekenden.

Københavns politis Operative Specialafdeling anholdt i går fire mænd i komplekset, og fandt endnu godt en million kr. i kontanter. Dermed har politiet under to aktioner beslaglagt samlet 2.047.000 kroner og 4000 euro, der svarer til knapt 30.000 kr.

Fandt en million kr. og skarpladt pistol hos mistænkt narkohandler

Den ene af de anholdte er den 48-årige kvindes 50-årige mand, der tidligere har været involveret i flere hashsager. Sigtelsen mod ham er den samme som mod hustruen.

Parret bor på Amager, og det var i deres lejlighed, at politiet fandt den første million kr., pistolen og hash-regnskabet foruden 207 gram hash.

De fire anholdte er alle fremstillet i dommervagten søndag med krav om varetægtsfængsling. Den 50-årige blev varetægtsfængslet i 22 dage.

To andre mænd blev anholdt lørdag efter fundet af den anden million kroner i kontanter, nøjagtigt 1.085.000 kr., som politiet mener er tjent på enten salget af knapt 22 kilo hash eller godt to kilo kokain, fremgår det af sigtelsen i Københavns dommervagt. De to mænd er fængslet i 15 dage.

Den fjerde anholdte, en 51-årig mand, sigtes alene for at have besiddet den pistol, der blev fundet i ægteparrets lejlighed. Pistolen havde et fyldt magasin med 10 skud og der lå endnu 16 skarpe patroner ved siden af.

I dommervagten erkendte den 51-årige sig skyldig i våbenbesiddelsen, og inden dørene blev lukket, nåede han at forklare, at det var en pistol, han havde fundet. Han blev varetægtsfængslet i 22 dage.

Også de andre fremstillinger skete bag lukkede døre på begæring af anklager Thomas Hugger: - Der skal efterforskes i et større kompleks, sagde han i retten.

De tre øvrige anholdtes stilling til sigtelserne kendes ikke på grund af dørlukningen.