Nu reagerer ministeren

Thomas Gotthards chef - Joy Mogensen - vil nu se på de ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til sognepræsten, der nu er dømt for mord

Nu reagerer ministeren

Forstå hele sagen her.

Efter at sognepræst Thomas Gotthard tirsdag tilstod og blev dømt for mord, reagerer hans allerøverste chef, kirkeminister Joy Mogensen, nu på den brutale drabssag:

'Som alle andre er jeg chokeret over at høre om den ulykkelige sag fra Frederikssund. At en præst begår mord og bliver dømt for mord går selvfølgelig ikke. Hverken i folkekirken eller andre steder' er hun citeret for at sige i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.

Joy Mogensen har ikke ønsket at stille op til interview i sagen. Af den skriftlige kommentar fremgår det dog, at ministeriet nu vil se på de ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til Thomas Gotthard.

Ekstra Bladet talte i går med biskoppen i Helsingør Stift, som omfatter Region hovedstaden og dermed Ansgarkirken i Hedehusene, hvor Thomas Gotthard var præst, da han blev anholdt.

- Han er ansat af Kirkeministeriet, og når vi er oppe i en alvorsgrad som den her, er det ikke længere mig, der som biskop kan gå ind og irettesætte og give advarsler. Så er det Kirkeministeriet, der afgør, hvilke konsekvenser det får, sagde Peter Birch til Ekstra Bladet.

- Men der er ingen tvivl om, at det er en meget, meget alvorlig forbrydelse, og nu er der faldet en dom, som gør det umuligt for ham at forblive som præst.

- Kan du se for dig, at Thomas Gotthard kommer ud om 15 år og så genoptager præstegerningen?

- Det ville jeg umiddelbart anse for usandsynligt. Det er svært at forestille sig, at det skulle blive aktuelt for ham.

Som præst er Thomas Gotthard ansat som tjenestemand. Efter sin anholdelse fremgik det, at han var sygemeldt, men han er siden forsvundet fra kirkens hjemmeside. Ansgarkirken har på intet tidspunkt ønsket at udtale sig om sagen.