Ny anmeldelse: Ung turist massevoldtaget på spansk ferieø

En 20-årig kvindelig turist har anmeldt en gruppevoldtægt på den spanske ferieø Mallorca

Voldtægten skete angiveligt på en strand i Magaluf nær Palma på Mallorca (Foto: All Over Press)
Voldtægten skete angiveligt på en strand i Magaluf nær Palma på Mallorca (Foto: All Over Press)

En rejse til den spanske festby Magaluf på øen Mallorca udviklede sig til et sandt ferie-mareridt for en 20-årig britisk turist.

Det skriver flere spanske medier på baggrund af oplysninger fra La Guardia Civil i Spanien.

Ifølge anmeldelsen gik den 20-årige kvinde sammen med en af gerningsmændene ned på en strand nær den populære fest-gade Punta Ballena.

Her ventede to andre mænd, og hun har efterfølgende forklaret til politiet, at hun blev gruppevoldtaget, mens hun skreg efter hjælp.

Ingen hørte kvinden, og de tre mænd kunne flygte, inden politiet og ambulancen ankom. Her kunne de konstatere, at kvinden havde fået revet sit tøj i stykker, ligesom der var flere fysiske skader på hende.

Kompliceret efterforskning
Ifølge cronicabalear.es har politiet efterfølgende undersøgt stedet for DNA-spor, og den unge kvinde er blevet undersøgt på hospitalet.

Men det kan blive meget vanskeligt at opklare sagen.

Efter sigende er politiets teori, at gerningsmændene er udlændinge, som formentlig allerede er fløjet ud af landet, men politiet søger alligevel vidner skriver Ultima Hora.

Magaluf er en berømt festby på Mallorca, hvor tusindvis af unge samles hver sommer for at drikke, feste og slange sig på stranden.

Gruppevoldtægt i Italien
Den nye anmeldelse kommer i kølvandet på en uhyggelig sag i et andet sted i Sydeuropa.

En 26-årig polsk kvinde blev lørdag udsat for et sandt mareridt på stranden i den italienske by Rimini, hvor hun blev massevoldtaget af fire mænd.

Hun blev slået og bundet, mens hendes 26-årige kæreste blev tvunget til at kigge på det uhyggelige optrin.

Parret blev efterfølgende indlagt med skader, efter forbipasserende havde set dem på stranden.