Ny mystik: Fritidsgrund afspærret

Nordsjællands Politi har fredag både været i Frederikssund og i Sundbylille, hvor de i går fandt nye fund

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Blot timer efter at politiet udsendte en pressemeddelelse om, at man i Sundbylille har gjort 'nogle fund’ med relation til mysteriet om Maria From Jakobsen, er et nyt område blevet afspærret i samme lille område.

Der er tale om en sommerhusgrund ganske få hundrede meter fra den viadukt, hvor der torsdag aften og nat var spærret af for enden af en grusvej. Her foretog politiet tekniske undersøgelser i et specifikt område, som den drabstiltalte præst Thomas Gotthard har udpeget for efterforskerne.

Da Ekstra Bladet var forbi fredag formiddag var der intet politi til syne, hverken ved viadukten eller sommerhusgrunden.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Men her til aften er der nu rullet afspærringsbånd ud rundt om en stor del af selvsamme grund, hvor der ligger et par mindre bygninger. Området er øde, og stedet er omkranset af både træer, marker og vådområder.

Ifølge B.T. er politiet eftermiddagen igennem kørt nogle gange frem og tilbage mellem fritidsgrunden og Maria From Jakobsen og Thomas Gotthards fælles hjem i Frederikssund.

Artiklen fortsætter under videoen

Det hvide enderækkehus blev også torsdag undersøgt af civilklædte betjente, som særligt interesserede sig for haven.

Ejeren af sommerhusgrunden ønsker ikke at udtale sig til Ekstra Bladet.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Ingen kommentarer
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi og få svar på, om den nye afspærring vitterligt har en relation drabssagen.

Efterforskningsleder Jakob Rahbek har tidligere fredag afvist at kommentere sagen yderligere udover den pressemeddelelse, der allerede er sendt ud.

Maria From Jakobsen forsvandt 26. oktober sidste år. Først antog politiet, at hun var forsvundet frivilligt, men knap tre uger efter hendes forsvinden blev hendes mand – præsten Thomas Gotthard – anholdt. Han er nu tiltalt for drabet, men nægter sig skyldig. Liget er aldrig fundet.

Gotthards forsvarer Jesper Storm Thygesen har sagt til Ekstra Bladet, at Gotthard af egen drift valgte at udpege stedet, hvor politiet torsdag fik gennembruddet i form af nye fund.

Forsvareren vil ikke svare på, hvorvidt der ligger nogen form for erkendelse i det, præsten har fortalt politiet.

Manden, der er far til Maria From Jakobsens to små børn, måtte i mandags fejre sin 45 års fødselsdag bag tremmer.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen